Anmeldelser · Nyere dansk

Klaus Rifbjerg: Jordbær

Typisk se-tilbage-på-livet roman

Jeg gad vide, hvilken plads Klaus Rifbjerg vil få i dansk litteratur om 15-20 år, når hans forfatterskab er kommet lidt på afstand. Jeg har efterhånden læst en del af hans bøger (fire romaner og en digtsamling) og af det er egentlig kun Den kroniske uskyld, der har efterladt et stærkt indtryk. Der er selvfølgelig mange, mange flere titler af tage af, og det er måske en del af problemet. Jordbær gav mig den samme fornemmelse som Billedet: Ikke decideret dårligt, men ville det ikke have været en bedre idé at samle energien om færre titler?

Klaus Rifbjerg: Jordbær - forside

Romanens form er velkendt. Edith Falks mand ligger for døden, og mens vi i glimt hører om Robert Falks sygdom og udfordringerne med at få en ordentlig behandling på hospitalet, ser Edith tilbage på sit liv. Hun blev født omkring år 1900 på et lille husmandssted i Jylland, hvor familien bl.a. lever af at dyrke jordbær om sommeren. Nogle af de tidligste erindringer handler netop om at stå op en tidlig junimorgen for at plukke bær til markedet.

Forældrene omtales konsekvent som fatter og mutter – det virker lidt kunstigt, i hvert fald i oplæsningen – og de er meget forskellige. Faren er en praktisk mand, men alligevel plaget, for han begår selvmord inden Edith og hendes søskende er blevet voksne. Moderen er meget mere en drømmer, der forlanger tid til at læse litteratur, og som i øvrigt ynder at fortælle Edith, at hun slet ikke skulle have været til, men at de 1000 spring fra køkkenbordet til gulvet ikke havde været nok til at fremkalde en abort.

Edith er dygtig i skolen, hun kommer i gymnasiet, og hun rejser til København for at læse på universitetet. Kærligheden er ikke rigtigt blevet til noget, hverken med Damsemand eller Jesper Hane fra klassen, og i hovedstaden går den første tid med at arbejde som billetsælger i en biograf. Det er ikke noget dårligt sted at møde mennesker, og Edith bliver først tilbedt af den mystiske hr von Marschden, en norsk forretningsmand, der inviterer hende og et par af hendes veninder med på krydstogt til Norge og Island.

Det fører ikke rigtigt til noget, og i stedet lærer hun den selvstændige Margrethe Falk at kende, og da Edith har afvist hendes tilnærmelser broderen Robert Falk, der allerede er enkemand og – viser det sig – en sikker havn. Hun bliver pædagog, og de får et almindeligt liv sammen, præget som livet nu engang er af gode og dårlige beslutninger, urimelige tab og overraskende glæder. Er det nok, når man ser tilbage på det?

Historien er ikke kedelig men heller ikke noget særligt, og det samme kan man sige om stilen. Formen er som sagt konventionel, og sprogligt har Rifbjerg altid et par esser i ærmet, men i denne roman forfalder han til lidt kedelige konstruktioner med overdreven brug af kontraster. Sætninger af typen ”Og sådan blev det” eller ”Sådan kom det ikke til gå” sættes igen og igen på beskrivelser og afsnit for at nuancere tidligere beskrivelser og udsagn, men det virker påklistret.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s