Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Flann O’Brien: At Swim-Two-Birds

Humoristisk ikke-roman

Det er ikke nemt at finde ud af, hvad man skal mene om Flann O’Briens roman fra 1939. Ikke mindst fordi den på mangfoldige måder prøver slet ikke at være en roman. I stedet leger den med irsk mytologi, dannelsesromanens grundform og ideen om den unge kunstner som en uansvarlig boheme. Det er ganske underholdende, men det er ikke nemt at referere meningsfuldt.

Flann O'Brien: At Swim-Two-Birds - forside

Rammefortællingen handler om en unavngiven irsk studerende. Han bor i Dublin med sin onkel, der arbejder på Guiness bryggeriet og bruger en masse tid på at brokke sig over, at fortælleren ikke får noget fra hånden men i stedet bruger al sin tid på at drikke øl og dovne sin tid væk i sengen. Vi ser ham da også mest som ung intellektuel, der præsenterer tekstfragmenter for sine venner og nyder ’a pint of stout’ hver gang han får chancen. Men man skal jo ikke tage en fortællers fremstilling alt for alvorligt, og rundt omkring gemmer sig små hints om, at attituden dækker over en alvorlig ung mand. Forfriskende efter utallige romaner om unge mandlige studerende, der går til grunde i storbyen.

Men det er kun rammefortællingen. Den studerende har litterære ambitioner, så den største del af bogen udgøres af hans skriverier. Han vil ikke acceptere præmissen om, at en roman skal have en begyndelse og en slutning, og for at gøre op med den model lancerer han hele tre forskellige åbninger. Der er den høflige og veltalende djævel Pooka MacPhellimey. Der er John Furriskey, der er født som 25-årig uden erindring om sin fortid, og endelig er der historien om Finn Mac Cool, en mytologisk helt uden for meget mellem ørerne, men til gengæld med lår så tykke som hestemaver og en ryg så bred at den kan spærre et bjergpas.

Snart viser det sig, at der er en god forklaring på, at Furriskey er født som voksen. Han er nemlig en litterær figur udtænkt af forfatteren Dermot Trellis, der er endnu et af studentens påfund. Samtidig skrives der videre på de to andre historier. Mac Cool bliver omdrejningspunkt for vilde og karikerede gengivelser af gamle irske myter, mens Pooka’en udmanøvrerer en god fe, der er usynlig og kommer til hans hjem en morgen for at meddele, at hun ikke vil lade ham få indflydelse på en nyfødt dreng, men i stedet bliver rodet ud i en lang diskussion om, hvorvidt Pooka’ens kone er en kænguru…!

Furriskey bliver venner med to andre af Trellis’ figurer. De er trætte af at være forfatterens marionetter, og de udtænker en plan om at få ham til at sove noget mere, så de kan være i fred det meste af tiden. Men det er kun starten, for historien kulminerer, da en hel stribe af fiktive figurer begynder at torturere Trellis som indledning på en decideret retssag mod deres skaber.

Ja, det er svært at holde styr på, men det gør faktisk ikke så meget. De enkelte elementer bobler af humor og fortælleglæde, og fordi fortælleren så ofte skifter perspektiv, når man sjældent at blive træt historierne.

Et eksempel:”Many social problems of contemporary interest, he wrote in 1909, could be readily solv

ed, if issue could be born already matured, teethed, reared, educated, and ready to essay those competitive plums which make the Civil Service and the Banks so attractive to the younger breadwinners of today. The process of bringing up children is a tedious anachronism in these enlightened times.” (s. 41)

Yderst sigende i disse konkurrencestatstider! På den anden side er det nok heldigt, at romanen holder sig til godt 200 sider og runder af inden det bliver trættende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s