Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Johan Wolfgang Goethe: West-östlicher Divan

Muntre digte om Orienten

Der er noget enkelt og lidt naivt over Goethes digtsamling fra 1819. Han behandler den arabiske kultur og islam på en ligefrem og ligeværdig måde, som er svær at forestille sig på mange andre tidspunkter i historien. Der er ingen religiøs fordømmelse som i Dantes Guddommelige Komedie eller frygt for tyrkisk ekspansion, som man så det i 1600-tallet. Men der heller ingen spor af orientalisme, den diskurs der ifølge Edward Said blev brugt til at fremmane et billede af orienten som underlegen og åben for vestlig dominans. Og der er for den sags skyld heller ingen nervøsitet over at fornærme evt. muslimske læsere.

Johan Wolfgang Goethe: West-östlicher Divan - forside

Samlingen er inspireret af den persiske digter Hafi, og Goethe tager det perspektiv så langt, at digter-jeget fortæller ud fra et muslimsk perspektiv. Som sådan anerkender han også koranens guddommelighed, men det er en tro, der primært forholder sig til islam som filosofisk system og mindre som religion. For Goethe udtrykte Islam og andre religioner poetiske sandheder, der alle udsprang af en bagvedliggende naturreligion.

Værket er inddelt i 12 bøger i ret forskellig stil. Der er kærlighedsdigte (ikke mindst de to bøger opkaldt efter Suleika) og der er filosofiske temaer, som f.eks. i Paradisbogen, den sidste i samlingen. Her træder digteren selv frem, da han ved paradisets port argumenterer for, at også han har kæmpet med menneskelivets trængsler og derfor fortjener evig ungdom i haven.

Og så er der selvfølgelig digte, der diskuterer elementer fra islamisk tradition, eller som direkte forholder sig til forholdet mellem øst og vest:

”Gottes is der Orient!
Gottes is der Occident!
Nord- und südliches Gelände
Ruht im Frieden seiner Hände!”

Dele af samlingen er fortsat interessant, og jeg nød Goethes sprogkunst, men jeg må også indrømme, at jeg havde det lidt på samme måde, som da jeg læste Byrons Childe Harold sidste år: Ja, det er flot, og jeg er glad for, at jeg har læst den, men der er også mere tåget højstemthed, end jeg egentlig bryder mig om. Romantikkens poesi er nok bare ikke mig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s