Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Alan Moore og Rick Veitch: Saga of the Swamp Thing, Book Six

Værdig afslutning på klassisk serie

Så kom jeg til sidste bind af Alan Moores arbejde med Swamp Thing, der var med til at nyskabe tegneseriemediet I 1980’erne. Det er en fortsættelse af de spor, der blev lagt ud i forrige bind, og science fiction temaerne bringer nyt liv til universet. Alligevel er det ikke en trist afsked. Man skal stoppe mens legen er god.

Alan Moore: Swamp Thing Book six - forside

I bind fem blev Swamp Thing dræbt eller i hvert fald så hårdt medtaget, at han måtte flygte fra jorden for at finde fysisk form i planteliv på andre planeter. Den første historie fører ham sammen med Adam Strange, en helt fra 50’erne der jævnligt transporteres til en fjern planet på en zerba-stråle, hvor han er en helt med særlige kræfter og adgang til prinsessens sovekammer. I de gamle serier får han sjældent noget ud af det, men det ændrer sig her. Det afsløres nemlig, at både planeten og indbyggerne er blevet sterile efter en ”mindre” atomkrig, så det er altså ikke Stranges muskler men hans sæd, der efterspørges.

Stephen Bissette vender tilbage i en ny rolle som forfatter til en historie om Abbies far, inden rumeventyret fortsætter. Swamp Thing møder en levende planet / et levende rumskib, der i millioner af år er gledet gennem rummet i håb om at blive befrugtet. Mens andre væsener er strandet på hendes krop, er han mere hårdfør. Det er heldigt, for deres afkom bliver ikke et resultat af blid elskov, som da Valentin fik lov til at genbefolke en planet, men derimod af et brutalt overgreb.

Swamp Thing er er ren plantevækst, så en planet befolket af intelligente planter burde være et lykkeligt match, men virkeligheden viser noget andet. Problemet er, at han manipulerer plantemateriale, hver gang han skaber en ny krop, og det går ikke så godt, når de har deres egen bevidsthed.

I den sidste historie lykkes det endelig Swamp Thing at vende tilbage til Jorden og Abbie, den kvinde der som det eneste forbinder ham med menneskenes verden. Alan Moore benytter lejligheden til at binde en elegant sløjfe på sit arbejde med serien, som både er en happy ending og en logisk konklusion på den gradvise udvikling af karaktererne.

Stephen Bissette: Swamp Thing Book Six - sideeksempel
Se lige den side – ikke underligt, at det blev for meget at levere et nummer om måneden.

Det sidste nummer er også et skønt gensyn med Stephen Bissette som tegner, for selvom jeg godt kan lide Rick Veitch, så er det Bissettes streg, der har defineret Moores nyskabelse af serien.

Ser man tilbage på alle seks bind, så er det ikke uden grund, at den anses for en klassiker. Jeg vil især huske de første og de sidste bind. Det er her Moore tydeligst udforsker, hvad det egentlig betyder, at Swamp Thing er et plantevæsen og ikke bare et menneske, der har fået nye kræfter af en gammel forbandelse. Horrordelen og især det store slag i helvede står svagere, selvom flere af historierne fungerer hver for sig.

Anmeldelser af tidligere bind:

Book one

Book two

Book three

Book four

Book five

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s