Anmeldelser · Europæiske perler

Rose Tremain: Guld

Småkedelig guldgraverroman

Guldgravning! Nybyggerliv! Elskere! Mørke hemmeligheder! Rose Tremains roman fra 2003 har det hele, og så er der alligevel et eller andet, der mangler. Jeg kunne ikke mærke hovedpersonerne, og så er det svært at identificere sig med dem og interessere sig for deres skæbne.

Rose Tremain: Guld - forside

Joseph Blackstone rejser til New Zealand i 1864. Med sig har han sin mor Lilian og sin kone Harriet Salt. Harriet har været guvernante i forskellige familier, og det er Josephs løfte om at tage hende med til den anden ende af verden og en helt ny tilværelse, der får hende til at sige ja til hans frieri. Lilian rejser til gengæld kun med, fordi hun ikke har noget valg. Hun håber at blive i Christchurch, og da hun senere sidder og limer sine skårede kopper i tørvehuset, ønsker hun blot at være hjemme i Skotland med sin afdøde mand.

De prøver at få landbruget til at fungere, men de har ikke det, der skal til. De mangler den kapital, der gav Toby og Dorothy Orchard mulighed for at købe dyr og byggematerialer til at komme i gang. Og selvom Richard har både arbejdsevne og stædighed, så lytter han ikke nok til velmente råd. Huset ligger ikke rigtigt, de mister dyr til den første vinterkulde, og da han finder spor af guld i bækken, bruger han tid og energi på at grave efter mere.

Harriet bliver gode venner med Orchard-parret. Hun beundrer deres velordnede tilværelse med frie liv som farmere, og hun kommer også tæt på sønnen Edwin, der har en hemmelig pagt med den unge Maori-kvinde Pare. Toby havde ellers smidt hende ud, da hun havde ladt Edwin i stikken som spæd, men undertiden kommer hun tilbage og venter på ham i græsset. Forbindelsen er hemmelig, og kun Harriet får noget at vide om den.

1800-tallet var præget af en stribe guldgravereventyr i Californien, i Klondike og altså også på New Zealand. Da Joseph hører om guldfund på den modsatte side af Sydøen ved han, at han må afsted. Mens de fattigste og mest desperate mænd prøver at krydse de uvejsomme bjerge til fods, har han stadig penge nok til at købe udstyr og sejle, men det hjælper ham ikke meget ude i guldgraverfeltet. Alle håber på en ”hjemvender”, et fund så stort, at der er sikkerhed for et liv i sus og dus, men de færreste finder noget af værdi. Sådan er det også for Joseph, der i stedet sidder i sit telt, konfronteret med den skam han flygtede fra derhjemme.

Et liv med mudder, rotter og resultatløst arbejde er ingen dans på roser, men selvom Harriet havde vidst, hvordan det stod til, var hun nok fulgt efter Joseph alligevel. Deres ægteskab er stort set dødt, men hun har andre grunde til at opsøge ham – og til at søge endnu længere op af floden, hvor kineseren Chen Pao Li har etableret grøntsagshave. Guldgravere skal jo også spise, og som i Isabel Allendes Lykkens Datter er det dem, der forsyner lykkejægerne, som har størst chance for gevinst.

Det er ikke handling, der mangler i Guld. Rose Tremain udnytter sit dramatiske stof til at skrue et godt plot sammen, men jeg var alligevel skuffet over romanen. En historisk roman skal tage læseren med på sin rejse til fortidens fremmede land, og vi skal tro på, at de personer, vi møder der, er rigtige. Problemet var, at jeg hele tiden sad med en følelse af, at Joseph, Harriet og de andre ikke hørte til i 1800-tallet men var en moderne forfatters konstruktioner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s