Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Elizabeth Bowen: The House in Paris

En kærlighed og et tilfældigt møde

Jeg er meget begejstret for Bowens roman fra 1935, og det er der mange gode grunde til: Fine psykologiske portrætter, dramatisk kærlighed og voldsomme følelser lige under overfladen. Og så har jeg sjældent læst en så velkomponeret roman, altså en bog hvor form og indhold går så lydefrit op, og hvor den stringente komposition på ingen måde skygger for at folde plot og fremdrift ud.

Elizabeth Bowen: The House in Paris - forside

Romanen består af tre dele: nutiden, fortiden, nutiden. Det minder altså om dannelsesromanens traditionelle opbygning, blot forskubbes handlingen i tid og ikke i rum. I starten følger vi den 11-årige Henrietta til huset i Paris. Hun har mistet sin mor og skal nu på ferie hos bedstemoren i Sydfrankrig. Der er sørget for følgeskab fra London til Paris og fra Paris til Nice – men imellem de to punkter ligger en dag, som hun skal tilbringe hos frøken Fisher og hendes sengeliggende mor.

Da hun kommer til huset, viser det sig, at hun ikke er den eneste gæst. Drengen Leopold er der nemlig også. Han er ni år og bor hos en plejefamilie i Norditalien, og nu skal han for første gang møde sin mor, der gav ham fra sig som lille. Det er i hvert fald planen, for noget kommer i vejen og mens timerne tikker af sted, er børnene overladt til sig selv. Selvom de voksne beder Henrietta holde sig fra det kildne spørgsmål om Leopolds forældre, så kender Bowen børn godt nok til at vide, at det selvfølgelig bliver omdrejningspunktet. Han er dybt optaget af mødet, som han både frygter og knytter alle sine fremtidshåb til.

Anden del er historien om, hvordan Leopolds forældre mødte hinanden ti år tidligere. Karen er i starten af 20’erne og forlovet med den reelle men også lidt kedelige Ray. Han er sendt på en opgave til imperiets østlige provinser, mens hun tager til Irland for at besøge en kær tante og for at få tiden til at gå. Desværre er tanten alvorligt syg, og Karen rejser tidligere tilbage til London, hvor møder hun frk. Fisher og HENDES forlovede, Matt. Karen kender ham fra sit ophold hos Fishers i Paris, hvor han hyppigt kom for at besøge moderen, og hvor hun slet ikke vidste, hvordan hun skulle omgås ham.

En tilfældig berøring, et blik i et overfyldt tog inden de siger farvel. Der sker ingenting, og alligevel tænder det en uimodståelig trang i dem begge. De ved godt, at de er på vej ud, hvor de ikke kan bunde, og de kan ikke lade være. I starten er de vel knap nok bevidste om, at kærligheden uundgåeligt vil påvirke deres planlagte ægteskaber. Det ved læseren til gengæld, for Leopold sidder jo i Paris ti år senere og venter på sin mor.

I tredje del er vi tilbage i nutiden og Fishers hus. Det er eftermiddag, og Henrietta og Leopold venter stadig. Hun har så småt opgivet håbet om at få Paris at se inden toget ruller hende sydpå, han ved vel knap nok, hvad der skal ske med ham. Men da han besøger fru Fisher i sygeværelset får han alligevel lidt mere at vide om sin fortid. Måske fortsætter hun det rænkespil, der også spillede en eller anden rolle for Matt og Karens forhold, måske er hun bare så gammel, at hun er ligeglad. Og så, da Henrietta skal afsted, kommer en uventet gæst på besøg.

Romanen cirkler indsigtsfuldt om forholdet mellem børn og voksne, om kærlighedens svære kår, om fejltagelser og forsøget på at gøre dem gode igen. The House in Paris var min første Bowen. Det bliver ikke den sidste!

En kommentar til “Elizabeth Bowen: The House in Paris

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s