Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Vladimir Nabokov: Ada eller Ardor

Velskrevet men alt for lang roman om forbudt kærlighed

Der er meget godt at sige om Nabokovs roman fra 1969. Den er velskrevet, og forfatteren viser gang på gang sine evner for at fortælle om grumme ting i smukt sprog. Den handler om et kærlighedsforhold, som i sig selv er smukt og intenst beskrevet. Men det er også en roman, der bare er alt for meget. Den er længere end historien kan bære, og dele af den er ubehagelig på en trættende måde.

Historiens hovedpersoner er Van og Ada Veen. De er børn af rige russiske emigranter i Amerika, hvor de vokser op i en afsondret parallelverden. Det gælder faktisk hele romanen, der foregår i en spejlverden, hvor tidsregningen siger, at de mødes i 1880’erne, men hvor henvisninger til bl.a. fly, Proust og film viser, at tidsregningen er forskudt. Sammenhængen afsløres til sidst, men er i sidste ende ikke særlig vigtig for handlingen.

Van er et par år ældre end Ada, og officielt er de fætter og kusine. I virkeligheden er de snarere søskende, for hans far Demon og hendes mor Marina har en langvarig affære, inden hun beslutter sig for at gifte sig med hans fætter Daniel og han med hendes søster Aqua. Alt dette er de mere eller mindre klar over, da de mødes på hendes forældres gods, Ardor, en sommer. Han er 14, hun er 12, og inden længe er de lidenskabeligt forelskede i hinanden. På grund af slægtskabet må de holde forholdet hemmeligt, hvilket ikke er så nemt, når de nu begærer hinanden voldsomt og har sex på alle tider af døgnet og i alle dele af huset.

Tjenestefolk kan bestikkes og forældrene er hovedsageligt fraværende, men de går på hver deres kostskole, så gennem romanens første halvdel er de kun sammen et par somre med flere års mellemrum. De skriver sammen i koder, og specielt er Van er opfyldt af jalousi og frygt for, at Ada har ligeså mange erotiske eskapader som han selv har. Adskillelsen og frygten for afsløring til trods bliver de hele tiden draget mod hinanden, og på sin vis bliver de også lykkelige sammen.

Det er egentlig en præstation, for familien er helt igennem dysfunktionel. Mødrene dør som psykisk ustabile vrag, og fædrene trækkes hele tiden ud i nye former for moralsk morads. Værst går det ud over Adas lillesøster Lucette, der aldrig formår at finde fodfæste i de voksnes verden. Familien har penge som græs, og de bruger dem med nedarvet aristokratisk arrogance til at kommandere og til at udleve deres instinkter, bare fordi de kan.

Og det er nok her, at jeg blev lidt træt af bogens tilgang til køn og sex. Muligvis var det meningen, at jeg skulle blive provokeret – g det er så lykkedes – men det er trættende at læse om at først den ene, så den anden mand begærer piger på 10-12 år, at Van frekventerer bordeller, hvor kvinder under slavelignende forhold skal stille sig til rådighed osv. osv.

Jeg havde fået nok af Demons og Vans og alle de andre Veen-mænds ulidelige selvoptagethed flere hundrede sider før bogens slutning – og jeg troede mindre og mindre på hans og Adas kærlighed, fordi den passer så dårligt på hans øvrige handlinger. Så hjælper det ikke så meget, at Nabokov kan mere med ord, end jeg nogensinde kommer til at forstå.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s