Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får

Foruroligende sci-fi klassiker

Den hastige udvikling inden for kunstig intelligens, gør Dicks klassiker fra 1968 mere aktuel end nogensinde. Vi befinder os i tiden efter en ødelæggende atomkrig, hvor menneskeheden satser på kolonisering af resten af solsystemet, mens de tilbageblevne langsomt går til i befolkningstilbagegang og radioaktivt støv. Mange dyrearter er for længst uddøde – det behøver man ikke atomkrig for at gøre til virkelighed – så den største statusmarkør er levende dyr.

Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får? - forside

Rick Deckard har engang haft et ægte får, der gik og græssede på toppen af det lejlighedskompleks, hvor han bor med konen Iran. Nu er fåret dødt, og han må nøjes med en elektrisk efterligning, der stadig skal passes og som er godt nok til at narre naboerne på tagene ved siden af, men som bare ikke er det samme. Noget lignende kan siges om de androider robotfabrikkerne har udviklet. De ligner mennesker og taler som mennesker, men de er ikke mennesker.

De er maskiner, der først og fremmest skal fungere som arbejdere for kolonisterne på Mars, men for hver ny generation bliver de sværere at skelne fra den ægte vare. Og de nægter i stigende grad at acceptere deres rolle. De stikker af fra deres herrer og prøver at gemme sig på Jorden, hvor politiet og deres dusørjægere er klar til at ”trække dem tilbage”, dvs. skyde dem ned med laserrør.

Netop det er Rick Deckards opgave, og han får sin store chance, da kollegaen Dave Holden bliver skudt af en Nexus-6 androide. Ud af en gruppe på 8 flygtede androider har Holden kun fået ram på de to, så Deckard kan sætte jagten ind på de sidste seks og en enorm dusør. Inden da besøger han robotfabrikken i Seattle, hvor han skal afprøve den empatitest, der bruges til at identificere robotterne. Problemet er, at Nexus-6’erne er blevet så avancerede, at de er svære at skelne fra mennesker – og det vil være katastrofalt, hvis politiet kommer til at trække et menneske tilbage ved et uheld.

Mødet med Rachael Johnson på fabrikken er foruroligende. Er hun menneske eller maskine? Han er i tvivl til det sidste, og da han konfronteres med de andre androider, bliver han tvunget til at se sig selv i øjnene. Hvad vil det overhovedet sige at være menneske, og hvorfor er androidernes drømme om et liv i fred og frihed, så meget anderledes end menneskenes?

Og det er kun begyndelsen. Inden længe konfronteres han med spørgsmålet om, hvorvidt HAN er en androide udstyret med falske erindringer. Deckard er selvfølgelig overbevist om sin egen menneskelighed, men som læser kommer man i tvivl. Det virker ikke menneskeligt eller empatisk, at han det ene øjeblik kan føre en meningsfuld samtale med en androide for øjeblikket efter at ”trække den tilbage” som om det var en defekt håndmikser. Det mindede mig om de tyske forskere i Krigen mod salamanderne, der først lærte en salamander tysk og konversation for derefter at afprøve den som aftensmad.

Romanen kan læses på mange niveauer. Som en advarsel mod krig, som en skildring af raceopdelte samfund eller som en bekymring for den kunstige intelligens’ udviklingspotentiale. Uanset perspektivet er den både underholdende og dybt foruroligende.

En kommentar til “Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s