Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Alan Moore: Saga of the Swamp Thing, Book Five

En ny begyndelse

Som forfatter må man beundre Moores evne til både at gå nye veje og til at skrotte ideer igen, når de er slidt op. Efter en laaaaang horror-historie der sluttede med et opgør ved helvedes grænser, når han gudskelov frem til, at der er behov for at gøre noget andet. Bindet starter med mere jordnære bekymringer for Abby, og det slutter langt ude i rummet. Samtidig tager Rick Veitch over som fast tegner.

Saga of the Swamp Thing 5 - forside

Ved historiens begyndelse er Swamp Thing stadig på vej tilbage fra underverdenen, og mens John Constantine hjælper ham på vej, må Abby indstille sig på en fremtid alene og med store problemer. Hun bliver anklaget for samvær med et ikke-menneskeligt væsen og fyret fra sit arbejde med udsatte børn. Da hun beslutter sig for at stikke af til Gotham, bliver problemerne endnu værre – først for hende og så for byen.

Swamp Thing kræver hende udleveret og nedkalder noget der ligner en bibelsk forbandelse i form af vegetation overalt. Inden længe begynder civilisationens bånd at svækkes, så menneskene, lettere euforiserede, vender tilbage til en paradisisk naturtilstand. Det fører også til en konfrontation med byens beskytter, Batman, og selv han må til sidst bøje sig for overmagten. Alligevel går det hele galt, for med sejren i hænderne bliver Swamp Thing offer for fejt forræderi og må dø endnu en død. Et par numre med fokus på Abby og genfødsel under stjernerne runder opsamlingen af.

Samlet set er bindet lidt op og ned. Konfrontationen mellem Swamp Thing og Batman er interessant nok, men mindenummeret efter hans angivelige død er overdrevent sentimentalt. The Flowers of Romance, hvor den sørgende Abby opsøges af en tidligere bekendt fanget i et undertrykkende parforhold, er blottet for overnaturlige elementer, men det gør kun historien endnu mere skræmmende. Hvor mange kvinder har ikke oplevet tilsvarende net af løgne og frygt?

Den sidste historie foregår som nævnt i rummet – det eneste sted, hvor Swamp Thing i sin kvide kunne overføre sin bevidsthed. Han bruger sine evner til at genskabe den velkendte verden, men det er kun et tomt selvbedrag. En Abby-dukke er ikke det samme som Abby, og i længden er det ikke interessant at dele sin bevidsthed i to og spille skak med sig selv. Kunstnerisk er det et gennemarbejdet nummer med en uhyre interessant billedside. Vegetationen på planeten er blå, og alle billedrammer er farvelagt i udelukkende blå nuancer.

Jeg glæder mig til at læse sidste bind af Moores Swamp Thing. Jeg tror, han har endnu en interessant begyndelse i sig, selvom det er tydeligt, at de bedste og mest originale ideer er brugt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s