Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Hermann Hesse: Glasperlespillet

Forsøg på en levnedsbeskrivelse af Magister Ludi Josef Knecht, samt dennes efterladte skrifter

Undertitlen var for god til ikke at tage med i anmeldelsen, men den antyder også, at der er tale om en meget speciel roman. Da Hermann Hesse udgav bogen i 1943 rasede anden verdenskrig uden for det neutrale Schweiz, og hans svar var en bog, der bevidst er placeret i en fjern fremtid, hvor 1900-tallets ødelæggelser betragtes som et civilisatorisk sammenbrud.

Hermann Hesse: Glasperlespillet - forside

I denne fremtid eksisterer Kastalien som en åndens provins. Her er de lærdes republik endeligt blevet etableret. De bedste elever udvælges til provinsens eliteskoler, og efter endt uddannelse slutter de sig til Ordenen, der vel nærmest kan ses som et sekulært munkevæsen. De fleste vender tilbage til den almindelige verden, hvor de fungerer som lærere og undervisere, men en del bliver i Kastalien, hvor de kaster sig over (humanistisk) forskning eller fordyber sig i det reneste udtryk for provinsens ideologi, glasperlespillet.

Glasperlespillet er, forklarer Hesse i det første kapitel, opstået gennem en fusion af musik og matematik, og det er videreudviklet ved at reducere kunst, kultur og viden til symboler, som så kan kombineres på utallige måder. I en vis forstand repræsenterer det den gamle drøm om en universel videnskab, der kombinerer og sammenkæder alle former for erkendelse, men det repræsenterer også en tænkning, der er så abstrakt, at den ingen betydning har for det liv, de fleste lever.

Josef Knecht bliver som lille dreng opdaget af Kastaliens musikmester, der ser hans talent og får ham ind på en af eliteskolerne. Knecht er begavet, og han har også den ro over sig, som kastalianerne hylder, og som de fremelsker gennem systematisk meditation. Vi følger hans tilværelse fra mellemskolen til Waldzell, der er centrum for glasspilskunsten og de årlige festspil, der ledes af spilmesteren, magister ludi.

Josef bliver tidligt sat til at forsvare Kastalien, og efter et par år med dybtgående studier får han sin første opgave: Han bliver udsendt til et benediktinerkloster, hvor han officielt skal undervise munkene i glasspilkunsten, men hvor han samtidig fungerer som diplomatisk forpost. Ordenen, den nye åndelig magt, vil gerne anerkendes af den gamle åndelige magt, dvs. den katolske kirke. Josef bliver gode venner med den gamle munk Jakobus. De respekterer hinandens positioner, og Josef vinder ham for en anerkendelse af ordenen ved at acceptere ham som sin lærer i verdenshistorie. Det fag fylder ingenting i Kastalien, der bygger sin viden på entydige sammenhænge og universelle konstanter – og dem er der som bekendt ikke mange af i historien.

Efter endt mission vender Knecht tilbage til Waldzell. Den gamle magister ludi ligger for døden – og selvfølgelig peger magistrene på ham som efterfølger. Som 40-årig har han nået det ypperste, man kan nå i Kastalien. Er der overhovedet mere at stræbe efter? Nej, det er der vel ikke, men Josef kan ikke bare falde til ro i rollen. Han er ved at miste troen på Kastaliens isolation fra resten af verden, og han begynder at advare sine kolleger om, at det i længden er uholdbart. Han vil ikke holde fast i sit embede, men tværtimod ud hvor han kan virke som lærer og pædagog.

Hesse har skabt et helt univers, som man som læser kan udforske og spekulere over. Undervejs kom jeg til at tænke på Ringenes Herre, netop fordi Tolkien også skaber en original og selvberoende verden. I Glasperlespillet er det ikke magi men filosofi, musik og østerlandsk mystik, der danner rammerne om fortællingen. Det kan blive lidt langt i spyttet, men Hesse skriver godt og overvejelserne er interessante.

Til gengæld blev jeg hurtigt træt af det totale fravær af kvinder – eliteskolerne i Kastalien og Ordenen er selvfølgelig kun for mænd – og seksualitet. Det er ikke kun politikken, der forsages i åndsrepublikken, det er alle livets praktiske og kropslige sider. Det er ikke overraskende, at ordenen sammenligner sig med andre munkeordener, men er det virkelig sandsynligt, at fremtiden vil være så lidt anderledes end fortidens erfaringer?

Når det er sagt, så er Glasperlespillet en tankevækkende roman på den gode måde. Handlingen er overskuelig, men side for side ruller Hesse sin vision ud. Bogen kan kun læses langsomt, men det er aldrig kedeligt.

En kommentar til “Hermann Hesse: Glasperlespillet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s