Anmeldelser · Nyere dansk

Helle Helle: de

Det lange nu

Der er en stor sårbarhed forbundet med skiftet fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Gamle relationer erstattes af nye eller indgår i andre sammenhænge, og samtidig med at man skal forholde sig til nye fag, ny viden og nye venner, skal man også blive voksen. Det er nok til at tage pusten fra de fleste, men for hovedpersonen i Helle Helles seneste roman er det måske det mindste af det hele, for hun skal også forholde sig til moderens alvorlige og hastigt fremadskridende sygdom.

Helle Helle: de - forside

Titlens ’de’ er mor og datter. Et tæt fællesskab med hjemlig hygge og gennemlæsning af ugeavisen som et tilbagevendende højdepunkt. Vi er på Lolland i 80’erne, hvor de to konstant flytter rundt mellem forskellige adresser i Rødby og Rødbyhavn. Det siges aldrig lige ud, at familien er socialt udsat, og det er den vel heller ikke, for moderen passer dygtigt en butik i Rødby og bakker op om datterens skole, men der er alligevel sårbarhed og rastløshed lige under overfladen.

Helle er kendt for sin minimalistiske stil, hvor alt siges så kort og præcist som muligt. Meget står mellem linjerne, men det meste står alligevel på dem. Det gælder bare om at lægge mærke til, hvad personerne gør, for det er i høj grad i handlingerne, at deres indbyrdes relationer kan spores. Som f.eks. i denne passage, hvor der egentlig ikke sker så meget, men som alligevel viser den ømhed og det sammenhold de to har.

”Oktober er lang, fordi de venter svar fra sygehuset, og fordi der er så mange lektier. … Ude i køkkenet halverer hun et æble, smører en mad. Efterlader kniven på kanten af vasken. Hendes mor kommer hjem og tømmer sit net, de skal bare have ylette. Der er altid den diskussion om smørekniven, men så er det jo heller ikke værre. De sidder lidt i det sene eftermiddagsmørke, hendes mor vil i det bløde tøj. Men heller ikke hun kan tage sig sammen. Så slås de om ugeavisen, endelig kommer de op. Hun vil løbe rundt om spisebordet, men det støder ind mod væggen, de flytter det i forgårs. Hendes mor trækker avisen fra hende, de griner og griner, får langsomt vejret igen. Hun sætter sig med sine lektier ved radiatoren. Østenvinden står lige på.” (s. 43)

Citatet viser også Helles stilistiske greb, nemlig at ALT er skrevet i nutid, også det, der skete i forgårs. Man bemærker det kun en gang imellem, som her, hvor det går på tværs af normal skrivemåde. Jeg fandt det nok mere forstyrrende end interessant, men det understreger – udover at virkeliggøre intentionen i Dette burde skrives i nutid – Helles ønske om at stå ved sine personers side nu og her, og det tydeliggør, at året hvor datteren starter i gymnasiet og moderen bliver syg opleves som ét uudholdeligt langstrakt nu.

’de’ føles som essensen af Helle Helles forfatterskab. Den korte, præcise stil, empatien med den unge kvinde, der skifter intellektuelt miljø og har svært ved at passe ind og det kærlige blik på provinsens måder at være sammen på. For de, der kender Sydlollands geografi, rummer den også en perlerække af referencer, så man fornøjet følger de unge på knallert til Bredfjed og cykel til Gerringe eller forestiller sig udsigten fra lejligheden i Kongeleddet.

Jeg er en stor fan af Helles forfatterskab, og jeg bliver også meget rørt af ’de’, der er et stærkt udspil efter den lidt svagere Hvis det er. Det er en bog fuld af smerte, glæde og kærlighed, men det er også en bog, der skal læses tæt, hvis man ikke vil gå glip af hvor vigtigt, det der sker, rent faktisk er.

En kommentar til “Helle Helle: de

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s