Anmeldelser · Butleren i biblioteket

Robert Arthur: Den hviskende mumie

Nostalgilæsning

Jeg har masser af store læseprojekter, men engang imellem skal man også bare gribe den bog, der springer en i øjnene. Som barn læste jeg en frygtelig masse De tre detektiver, og da jeg så min kones udgave af Den hviskende mumie på reolen, vidste jeg, at det var tid til et nostalgitrip. Hvordan ville teenagedetektiverne tage sig ud tredive år senere?

Robert Arthur: Den hviskende mumie - forside

De tre detektiver er tre raske californiske drenge, der i en stribe romaner fra 1960’erne og 1970’erne opklarede alskens mysterier. Jupiter Jones er en kraftig dreng med masser af omløb mellem ørerne, Pete Crenshaw er modig og stærk og Bob Andrews er gruppens sekretær og kronikør. De holder til hos Jupiters onkel og tante, hvor de har indrettet et kontor i en gammel beboelsesvogn midt på den genbrugsplads, de lever af. (Her mærker man den glade fantasiverden, for der er både hemmelige indgange og et periskop, så de kan holde øje med omgivelserne. Og det er ikke det hele: Gennem en konkurrence har de sikret sig en gylden limousine, som de bliver kørt rundt i…)

Detektiverne er specialister i det barokke og tilsyneladende overnaturlige. Sådan er det også her, hvor den pensionerede ægyptolog professor Yarborough pludselig oplever, at hans nye mumie begynder at hviske til ham på et mystisk sprog, som han ikke forstår. Og den vil kun hviske, når han er alene med den, hvilket kun gør sagen endnu mere mærkelig.

Det er en sag, han dårligt kan gå til politiet med, så i stedet hyrer han De tre detektiver, og da de først tager fat, sker der andre mærkelige og truende ting. Statuer vælter, sten ruller og hvad betyder det egentlig, at mellemøstlige mænd har henvendt sig for at købe mumien ”tilbage”? Jupiter har rigeligt at tænke på, men de andres evner kommer også i spil, indtil intrigen er afsløret. Det viser sig – som det plejer med detektiverne – at forklaringen er langt mere prosaisk, end det først så ud til.

Holder historien så stadig? Ikke helt. Der sker en masse, men persontegningen er tynd. Drengene er nærmest arketyper, og de øvrige personer løfter sig heller ikke meget over gennemsnittet. Man sidder hele tiden med en fornemmelse af, at de tre detektivers virkelighed ikke er virkelig, men derimod et produkt af en teenagefantasi – tilmed fantasien hos en teenager, der ikke har set meget til verdens elendighed.

Nå, tiderne skifter. Det generede mig ikke, da jeg læste bøgerne, og forventningerne til god ungdomslitteratur har ændret sig meget siden Robert Arthur opfandt De tre detektiver. Bogen er vel kun til et par stjerner, men jeg giver den en ekstra på vegne af mit 14-årige jeg.

En kommentar til “Robert Arthur: Den hviskende mumie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s