Anmeldelser · Nyere dansk

Anne Marie Løn: Sent bryllup

Regnskab over et levet liv

Edith Gudrun Tønnesen er blevet 84 år. Hun lever en stille pensionisttilværelse i Glumsø, hvor hun er vokset op i præstegården. En dejlig sommerdag har hun været ude at handle et par småting. Hun stiger af cyklen og begiver sig ind i skoven for at plukke blomster, men hun falder så uheldigt, at hun ikke længere kan rejse sig, og det bliver starten på seks dage og seks nætter, hvor hun kommer helt tæt på naturen og tænker tilbage på sit liv. Det afsløres med det samme, at hun ikke kommer noget til; det er ikke opholdet i skoven i sig selv, der er romanens ærinde.

Anne Marie Løn: Sent bryllup - forside

To temaer gennemstrømmer bogen: For det første en intens naturoplevelse. Edith har fra barnsben interesseret sig levende for både planter og dyr, og derfor ligger hun ikke bare og kigger på fuglene eller dufter til blomsterne. Nej, hun ser mursejlere og kaprifolier og ser forundret til, når biller kravler hen over den nye forhindring på skovbunden. Tvunget af omstændighederne men også fristet af sin tilbøjelighed iagttager hun dyrenes verden. Det tætteste hun kommer på selskab derude er natlige besøg fra en strejfende hund og en rævehvalp.

Det andet spor er erindringen om det liv, hun har levet. Om opvæksten, hvor hun var tæt knyttet til faren, der som præst også blev en intellektuel ledestjerne til hende, men især om forholdet til mormoren, der var fra Norge og havde forladt sin mand for at flytte ind hos datteren og svigersønnen. Her var et konkret eksempel på en kvinde, der selv lagde sin tilværelse tilrette. Det var i øvrigt også mormoren, der for alvor vakte hendes naturinteresse.

Efter gymnasiet stod mulighederne åbne. Følerne om ægteskab sagde hun nej til, og i stedet gik turen til København, hvor hun læste sprog, og derefter videre ud i verden til et år på Sorbonne, hvor hun boede hos nogle af mormorens bekendte. Det var også i Paris, at hun mødte en mand og fik et barn, som hun bortadopterede ved fødslen. Og det var da hun kom hjem derfra, at hun besluttede at lægge sit liv om, og efter endnu en uddannelse som sygeplejerske viede hun resten af sit arbejdsliv til et spædbørnshjem i Jylland.

Hele denne historie serveres i erindringsglimt mellem beskrivelsen af det ikke særligt begivenhedsrige ophold i skoven. Det ville være nemt at skrive historien som en tragisk fortælling om et tabt liv, men det gør Anne Marie Løn ikke. Tværtimod insisterer Edith på, at det er HENDE der vælger at føde barnet og bortadoptere det, og hun gør det som en kærlighedsgerning. Og selvom arbejdet på spædbørnshjemmet, hvor hun særligt tager sig af de helt nyfødte, selvfølgelig kan ses som et forsøg på at kompensere for tabet af hendes eget barn, så er det også et aktivt tilvalg, hvor hun selv gør karriere og samtidigt kan hjælpe kvinder og børn videre. Ediths liv er et praktisk og konkret frigørelsesprojekt, som hun aldrig lader nogen mand få kontrol over. Som titlen antyder så er det selvfølgelig et tab ikke at kunne få sin elskede, men det udelukker bare ikke et rigt og meningsfuldt liv efterfølgende.

Tempoet i romanen er roligt, og med forfatterens forsikringer i baghovedet er man aldrig rigtig bekymret for Edith. Det er fint, for det giver tid til at nyde de fine naturskildringer, og den rolige måde, hvorpå forfatteren lader Edith genbesøge sit lange liv.

En kommentar til “Anne Marie Løn: Sent bryllup

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s