Butleren i biblioteket · Klassikerhjørnet

Wilkie Collins: The Moonstone

Krimiklassiker lever op til alle forventninger

Det er efterhånden nogle år siden, at T.S. Eliot kaldte ’The Moonstone’ for ”the first, the longest, and the best of modern English detective novels,” men det kan stadig være sandt. Collins’ roman, der udkom i 1868, forløser miljøskildring, karaktertegning og plot, så de flest moderne krimisnedkere må blive grønne i hovedet af misundelse.

Wilkie Collins: The Moonstone - forside

Historien åbner med erobringen af Seringapatam i 1799. Angrebet ender i almindelig plyndring, og John Herncastle, en stridbar engelsk officer, der burde have sikret ro og orden, udnytter i stedet forvirringen til at stjæle en kæmpe diamant fra helligdommen. Som så ofte før viser det sig, at skatten er forbandet. Herncastle ender sine dage på et ensomt landsted uden venner og med minimal kontakt til sin familie. Diamanten har han heller ingen glæde af, for han må spærre den inde i en bankboks af frygt for, at indiske præster skal myrde ham og stjæle den tilbage.

Diamanten testamenterer han til sin niece Rachel Verinder, og en anden slægtning, Franklin Blake, får til opgave at overdrage på hendes næste fødselsdag. Men allerede før hans ankomst til landstedet i Yorkshire, begynder der at ske sære ting. Tre indiske jonglører viser sig på vejen – og er der ikke nogen i buskadset, da huset en aften skal lukkes ned for natten? Fødselsdagsfesten går over al forventning, men næste dag indtræffer katastrofen: Månestenen er forsvundet, og da det lokale politi ikke har held med efterforskningen, bliver den berømte sergent Cuff indkaldt. Måske kan hans klare hjerne kaste lys over sagen?

Historien fortælles af en række forskellige personer. Den indledende del er lagt i hænderne på Verinders gamle hushovmester Betteredge, der er en fantastisk fortæller. Han ynder at forklare alt med henvisning til Robinson Crusoe, og han er grænseløst loyal overfor sit herskab og sine ansatte. Han nægter at tro noget skidt om Rachel, selvom hendes opførsel er mærkelig, og han forsvarer stuepigen Roseanne Spearman, selvom hun har været tyv og på forbedringsanstalt. Der er lune og humor i hans pen, og modstanden mod Cuffs teorier giver kun fortællingen mere dybde.

Den næste fortæller er også den bedste: Miss Clack er endnu en fjern slægtning af lady Verinder. Hun bruger sin tid på mærkelige velgørenhedsforeninger og udbredelsen af hellighed af den mest kedsommelige slags. Hun ynder at trænge sig på med sine budskaber, og hvis hun afvises drysser hun diskret opbyggelige pamfletter i hjørnerne. Og så er hun en hykler af guds nåde. Altså afgjort typen man ler ad og ikke med, men det er til gengæld morsomt.

”Pecuniary remuneration is offered me – with the want of feeling peculiar to the rich. I am to re-open wounds that Time has barely closed; I am to recall the most intensely painful remembrances – and this done, I am to feel myself compensated by a new laceration in the shape of Mr. Blake’s cheque. My nature is weak. It cost me a hard struggle, before Christian humility conquered sinful pride, and self-denial accepted the cheque.” (s. 190)

Dernæst tager Franklin Blake selv over – det er ham, der har bedt de andre om at nedskrive deres øjenvidneberetninger – og hans stemme er ikke lige så karakteristisk. Det gør dog ikke så meget, for på det tidspunkt er plottet så intenst, at en mere nøgtern stemme er på sin plads.

Gennem hele bogen afdækkes nye aspekter af historien, og Collins formår at indarbejde en stribe overraskende plottwist af den bedste og sværeste slags – nemlig den, der forklarer tidligere hændelser, og hvor der stadig er logisk sammenhæng i personernes handling fra start til slut.

Jeg var meget begejstret for bogen, der lykkes på alle planer. Der er interessante miljøer, personer med dybde og krimihistorien er basalt spændende. Læs den, og hvis du ikke vil tage mig på ordet, så tag T.S. Eliot på hans.

Reklamer

3 kommentarer til “Wilkie Collins: The Moonstone

  1. Jeg ser allerede frem til mere Collins – især The Woman in White. Er der andet, som man bare skal have fat på?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s