Anmeldelser · Europæiske perler

Christoph Ransmayr: Den sidste verden

Antikke drømmesyn

Selvom den romerske digter Ovid ikke var meget politisk interesseret, så formåede han alligevel at komme så meget på kant med kejser Augustus, at han blev forvist fra Rom til Tomi, en koloni på det, der nu er den rumænske sortehavskyst. Samtidig siges det, at Ovid brændte sit hovedværk, Metamorfoser, inden han afrejsen, og disse forhold er udgangspunktet for Ransmayrs roman fra 1988.

Christoph Ransmayr: Den sidste verden - forside

Hovedpersonen er Cotta, der også i virkeligheden var en ven af Ovid. Han beslutter at rejse til digterens eksil, både for at finde sporene af ham og for at hjembringe det sagnomspundne værk i triumf. (Og her tager Ransmayr sig en af sine litterære friheder. Det er sandsynligvis en skrøne, at satte ild til sit hovedværk, der allerede var stort set færdigt, da han måtte forlade Rom.) Det går dog langt fra efter planen, for da Cotta ankommer til Tomi er Ovid flyttet til Trachila, et hus oppe i bjergene og i øvrigt forsvundet.

Tomi er i Ransmayrs fremstilling en forfalden og gudsforladt ruinhob (i virkeligheden var det en gammel græsk koloni, som nu udgjorde en typisk mindre by i det vidtstrakte imperium). Cotta lejer sig ind hos rebslageren og drager optimistisk til Trachila, som er i endnu stærkere forfald end byen, men han finder kun Ovids gamle tjener Pythagoras, der mest taler med sig selv og er tydeligt mærket af ensomheden. Ovid er der spor af – bl.a. afdækker Cotta en indskrift på sten dækket af slimede snegle – men forfatteren selv er forsvundet, så Cotta vender syg tilbage til Tomi og fortsætte sin eftersøgning derfra.

Tomi er den anden verden – et modstykke til civilisationens centrum i Rom, men også et sted uden for tid og rum. Selvom romanen hovedsagelig foregår i en ubestemmelig fortid, som sagtens kunne være lige efter år nul, så blandes elementer fra andre tidsaldre ind. I glimt nævnes skonnerter, ildvåben og hvert år kommer et omrejsende cirkus til byen og viser film. Som hos Ovid er alting flygtigt og under forvandling, og i den sidste verden er der slet ikke nogen, der hører til. Tomis beboere er ikke født der. De er havnet i eksilet af uransagelige veje, og før eller siden dør de eller drager videre.

Beboerne har navne hentet fra den græsk-romerske mytologi, som Ovid gendigter i Metamorfoser, og de virker dømt til at gentage deres skæbner. Det sker aldrig én til én, for Ransmayr ynder at lege med motiverne og bruge dem på nye og overraskende måder. Cotta bliver f.eks. venner med pigen Ekko, der som nymfen i myten kun kan gentage hvad andre siger, men som han alligevel formår at forløse, så hun kan gengive dele af de historier, som Ovid har fortalt hende.

Den sidste verden er et dystert sted, præget af opløsning og flygtighed. Som læser føler man sig hele tiden på gyngende grund, fordi Ransmayr skaber forbindelser, som ikke helt passer sammen, men hvis man først accepterer denne præmis, så er romanen fyldt med mørke men også dragende og interessante billeder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s