Anmeldelser · Nyere dansk

Lars Johansson: Signes hjemkomst

Hjem til et forsinket retsopgør

Lars Johansson debuterede i 2006 med romanen Signe, hvor han på baggrund af historiske kilder skildrede Signe Johanne Blohm Gondrup, der under besættelsen forelskede sig så voldsomt i den tyske officer Felix Markworth, at hun trodsede al fornuft og rejste ned til ham i Bøhmen i starten af 1945, da Nazityskland var på randen af sammenbrud. Debuten har jeg stadig til gode, men denne selvstændige fortsættelse har bestemt givet mig mod på mere.

Lars Johansson: Signes hjemkomst - forside

Romanen begynder i 1948. Signe og datteren Kirsten er efter flere år i det ødelagte Tyskland på vej hjem til Danmark. Toget forlader banegården i Hamborg, hvor danske betjente har gennemgået passagerernes papirer. Signe glæder sig til at komme hjem og få en stabil base, hvorfra hun kan fortsætte eftersøgningen af Felix, der er forsvundet i tjekkisk fangenskab. Endnu inden hun når grænsen i Padborg, bliver det tydeligt, at hjemkomsten måske ikke bliver så rar. De andre danskere i kupéen er skeptiske – hvorfor taler Kirsten kun tysk, og hvad er det egentlig, hun har lavet i Tyskland? Besættelsen er stadig i frisk erindring og hadet til tyskerne og deres sympatisører er stort.

Fornemmelsen holder stik. Så snart toget har passeret grænsen, bliver hun anholdt, anklaget for stikkeri, og selvom det senere bliver nedjusteret til angiveri, så kommer der til at gå måneder før sagen er afgjort, og fordi hun er anklaget efter særlovene, skal hun sidde fængslet til dommen er afsagt og en eventuel straf udstået.

Signe er uforstående over for anklagerne. Da hun bliver mindet om det, kan hun godt huske en episode på et konditori under krigen, men hun mener selv, at det var en bagatel. Ja, hun havde arbejdet for tyskerne, men det var der jo så mange andre, der også havde. Ja, hun havde forelsket sig i en tysk mand, men det var vel hendes egen sag?

Besættelsen, retsopgøret og det særlige ”ejerskab” som nogle – især mænd – mente at have til nationens kvinder er mildest talt omdiskuteret. Johansson gengiver loyalt Signes syn, og ud fra romanens oplysninger er grundlaget for at anklage hende tyndt. På den anden side er antyder han også, at det måske ikke var helt tilfældigt, at sagen ramte hende, for hun hendes holdning til den tyskerne og den tyske besættelse virker mildest talt naiv. F.eks. havde hun ikke bidt mærke i at episoden fandt sted 29. august 1943, altså den dag, hvor den danske regering gik af og den formelle samarbejdspolitik brød sammen, og den samme tankeløshed præger hendes omgang med de tyske soldater. Nej, hun var ikke stikker, men var det overraskende, at hun lignede én så meget, at modstandsbevægelsen overvejede, om hun skulle likvideres?

Mens retssagen kører, tænker Signe tilbage på tiden med Felix, og det er i vid udstrækning håbet om at genfinde ham og deres kærlighed, der holder hende fast. Else, en veninde fra Tyskland, har forbindelse til Røde Kors, og måske kan de finde ud af, hvad der er sket med ham bag jerntæppet. Hendes kærlighed er usvækket, og hun er overbevist om, at de skal have en fremtid sammen – hvis bare hun kan finde ham.

Historien er elementært spændende, og Johansson udnytter sin research og sit unikke kendskab til hovedpersonen – han er gift med Kirsten Blohm, som Signe rejser hjem med – til at skabe stærke og levende miljøskildringer af fængslet i Silkeborg, sagfører Fonager og Signes familie – mens fortiden med Felix i Danmark og Tyskland fortælles i erindringsglimt. Et enkelt forbehold: Selvom bogen generelt er velfortalt, så blev mængden af flashbacks så stor, at det snarere var irriterende end spændingsopbyggende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s