Anmeldelser · Klassikerhjørnet · Europæiske perler

Graham Greene: Sagens kerne

Livstræt katolik på afveje

”Det forekom Scobie, at livet var uendelig langt. Kunne menneskets prøvelser virkelig ikke afgøres på færre år? Kunne vi ikke have begået vor første dødssynd, når vi var syv år, have ødelagt os selv af kærlighed eller had, når vi var ti, og have klynget os til genløsningen på en femtenårs dødsseng?” (s. 56)

Graham Greene: Sagens kerne - forside

Der er ikke meget at glæde sig over i Henry Scobies liv, og selvom det ser trist ud i romanens start, bliver det kun værre. Scobie er vicepolitikommissær i en vestafrikansk koloni under anden verdenskrig, og selvom arbejdet er trættende og tilværelsen ensformig, så er det det mindste af hans problemer. Hjemme er hans kone Louise ved at gå op i limningen, og når han nu ikke kan få en forfremmelse, så må han i det mindste kunne skaffe penge til, at hun kan rejse bort. Desværre er lønnen ikke til det, banken er uvillig, og selvom den syriske forretningsmand Yusef gerne vil låne ham pengene, så er det uklogt at involvere sig, for Yusef mistænkes for alt fra tuskhandel til diamantsmugling.

Alligevel gør han det. Louise drager til Sydafrika, og Scobie forelsker sig i Helen Roat, der reddes i land efter 40 dage i en redningsbåd efter sænkningen af hendes skib. Han tror, at han kan holde det hemmeligt, men det kan han selvfølgelig ikke i det lille engelske samfund mellem alle de lokale. Det bemærkes også af den unge Wilson, der i den paranoide stemning er udsendt for at udspionere de andre embedsmænd, og som i øvrigt er jaloux på Scobie og forelsket i Louise.

Skridt for skridt skubbes Scobie ud mod afgrunden. Han vil gøre alt for Louise og for Helen, men situationen er uden løsning, og det hele bliver kun værre af hans religiøse anfægtelser. Som troende katolik ser han sig konstant truet af dødssynd. Han kan ikke gå til alters uden at skrifte sit forhold til Helen, og han kan ikke skrifte uden at opgive hende, og det kan han ikke. Han kan heller ikke – sin livstræthed til trods – begå selvmord, for det er også en dødssynd.

Bag det hele spøger tabet af datteren Catherine, der står som en ubearbejdet smerte mellem ham og Louise. De kan ikke ligge det bag sig, men de kan heller ikke leve (sammen) med det. Så hvad skal han stille op?

Sagens kerne tegner et nådesløst portræt af et lille engelsk samfund på imperiets yderste forpost. Det er et sted, hvor den hvide mands overlegenhed aldrig drages i tvivl, og hvor boys og syrere altid kan ofres. Men det er også et sted, hvor koloniherrerne, stiv overlæbe eller ej, knuses af ensomhed og håbløshed. Det gælder ikke bare Scobie, men også den unge Pemberton, der begår selvmord på sin udpost. Der er ingen glæde, kun grader af fortvivlelse.

Det er også en roman om en mands kamp med sine indre dæmoner og sin religiøse tro. Den del havde jeg det sværere med. Der er noget manieret over hans katolske anfægtelser – man kunne måske sige, at hans fanatiske tilgang til religion er ret protestantisk – som ikke virker troværdigt. Som minimum er det et skjold, som han holder op for at skærme sig fra endnu værre sandheden. Under alle omstændigheder underminerede det noget af dynamikken i romanen, som aldrig blev noget særligt for mig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s