Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Alan Moore: Saga of the Swamp Thing, Book Three

Horrorserie opgiver sine svinkeærinder

I det tredje bind af Swamp Thing er der ryddet op, og det giver Alan Moore og hans tegnere plads til at koncentrere sig om stærke historier. Serien toner nu rent flag som en gyserserie eller – som der stod på de originale forsider – ’sophisticated suspense’. Til gengæld er Swamp Things plantenatur rykket lidt i baggrunden, og selvom det var interessant, så var det spor måske også ved at være opbrugt.

Alan Moore: Swamp Thing Book 3 - forside

De to første numre fortæller historien om en omvandrende vagabond, der uden at vide det lever af radioaktivt affald. Nu er han tvunget væk fra sit hjem i Pennsylvania, fordi permanente underjordiske brande i kulminer, som i øvrigt er ægte fænomen, har gjort det umuligt at opbevare atomaffald der. I stedet bliver det dumpet i Louisianas sumpe, og nu trækker han et spor af radioaktiv ødelæggelse efter sig.

Dernæst gennemspilles en række klassiske gysertemaer i nye variationer. Undervandsvampyrer plager den lille by Rosewood i Illinois, hvor det stillestående vand viser sig at være et ideelt levested, varulve fortolkes som et kvindeligt oprør mod patriarkatet og i den sidste historie kombineres et hjemsøgt hus med en tung arv fra slavetiden og lokale woodoo-traditioner.

I alle tilfælde er der tale om originale fortolkninger af velkendte temaer, og de er interessante, fordi de trækker på samtidens vigtigste spørgsmål. Miljøbelastning og bekymringen for atomindustrien bærer den første historie, og under andre lurer kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem sorte og hvide.

Bagved det hele binder figuren John Constantine numrene sammen i en større fortælling, der vel skal endeligt forløses i næste bind. Det kan være svært at finde en god balance mellem enkeltnumre og samlefortælling, men i dette tilfælde er det meget vellykket – bl.a. fordi Moore ikke bruger energi på at forvirre læserne unødigt.

Swamp Thing 3 - sideeksempel

Det spiller selvfølgelig også ind, at illustrationerne fortsat er fremragende. I indledningen lægger Stephen Bissette ikke skjul på, at det var et stort pres at levere hver måned, men redaktionen har haft en heldig hånd med de to vikarer i dette bind. Både Rick Veitch og Stan Woch formår at tegne sig ind i Bissettes stil, så det ikke mærkes som et afbræk i læsningen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s