Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Stendhal: Klosteret i Parma

Klassisk roman med stærke karakterer og rodet plot

Fabrice del Dongo bliver født og vokser op i Norditalien. Selvom faderen er en konservativ, adelig tilhænger af det østrigske styre, bliver Fabrice tidligt fascineret af Napoleon. Det er meget muligt, at fascinationen mere handler om Napoleons militære eventyr end om hans politiske principper, for der er ikke meget ideologi i Fabrice, men det gør ikke den store forskel. Da den franske kejser vender tilbage fra Elba i 1815, stikker den 15-årige Fabrice af hjemmefra for at kæmpe ved hans side, og da han vender hjem, må han straks flygte for at undslippe den arrestordre, som myndighederne har klar til ham.

Stendhal: Klosteret i Parma forside

Sammen med sin tante, der har været gift med en af revolutionens støtter uden på nogen måde at begrænse sine aristokratiske tilbøjeligheder, flytter han til Parma. Her bliver tanten gift med hertug Sanseverina. Ægteskabet er ren proforma: Han får en orden og formel forbindelse til gammelt blåt blod, så hun kan bo i Parma sammen med sin elsker grev Mosca, der er førsteminister i regeringen. Dermed skifter fokus til de mange intriger ved hoffet, og parret håber på, at de kan gøre Fabrice til ærkebiskop.

Det går egentlig meget godt, indtil han slår en jaloux rival ihjel og bliver dømt til 12 år i fængsel. Mens tanten prøver at få ham ud, forelsker han sig i kommandantens datter Clélia og formår også at gøre hende forelsket. Spørgsmålet er så, om han nogensinde kan undslippe fangenskabet og måske endelig være sammen med hende.

Hvis referatet virker lidt usammenhængende, så skyldes det ikke udelukkende mine evner til at opsummere en lang tekst. Romanen har et meget rodet plot, hvor sammenhængen mellem de tre hovedhistorier – Fabrice’s eventyr ved Waterloo, intrigerne ved hoffet og Fabrices forelskelse – sådan set fungerer udmærket hver for sig, men hvor sammenhængen mellem de enkelte dele er svær at få øje på, og hvor fokus skifter ofte og umotiveret.

En del af forklaringen er, at Stendhal hele tiden ironiserer. Slaget ved Waterloo kommer Fabrice så skævt ind på, at han aldrig helt ved, om han overhovedet har været med, og da han møder Napoleon er han småfuld og opdager det først, da kejseren er redet videre. Ved hoffet er der på overfladen et konservativt og et liberalt parti, men det er bare overskrifter for adelige alliancer, der kæmper om magt og indflydelse hos en enevældig fyrste uden ambitioner om ret meget.

Resultatet er en roman med en del smukke og interessante dele, en del kedelige passager og en handling, der i den grad virker som om den er blevet til undervejs og i takt med at forfatterens interesser flytter sig. På den måde mindede den mig lidt om Dickens, men Hoffet i Parma når bare aldrig de samme højder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s