Politik og samfund · Anmeldelser

Ulrik Kjær og Carsten Lê Madsen: De sidste sande amatører

En hyldest til det lokale demokrati – og dets politikere

Der er ingen tvivl om, at forfatterne brænder for det kommunale selvstyre. For dem er det helt åbenlyst, at der på visse områder er behov for lokalkendskab og lokal politisk afvejning af forskellige behov – og det er lige så åbenlyst for dem, at den proces er så politisk, at kommunalpolitikerne ikke kan reduceres til managere eller eminente netværkere. De skal først og fremmest være politikere og sig selv.

Ulrik Kjær og Carsten Lê Madsen: De sidste sande amatører - forside

Bogen er opbygget i seks hurtigt læste kapitler. Udgangspunktet er tanken om kommunalpolitikere som politiske amatører. For forfatterne er amatørbegrebet et adelsmærke, og skal forstås i sin gamle betydning, hvor det ikke er et synonym for en dilettant, men blot en modsætning til den professionelle. Hvor den professionelle lever af sit fag og typisk også er uddannet inden for det, så har amatøren også andet at tage sig til. Og selvom amatøren kan træne og dygtiggøre sig, så har hun ikke været gennem den ensrettende socialisering, der også hører med til at blive en del af en profession.

Dernæst kigges der nærmere på kommunestyret og den lokale politiske repræsentation. Modsætningerne mellem kommunen som serviceproducent og fællesskab og mellem det lokale demokrati som konkurrence og deltagelse drøftes, og det konkluderes, at danske kommuner i høj grad er både og. Det er en af grundene til, at der er behov for politikere. Der er behov for deres dømmekraft, deres grundholdninger og ikke mindst deres sociale perspektiv. Her trækker bogen på politologen Marion Young, og det sociale perspektiv – og dermed den fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet – er den vigtigste begrundelse for behovet for amatørstatus. Politikernes forskellige beskæftigelse betyder netop, at de får et langt bredere grundlag af erfaringer at trække på, end hvis de alle sammen var fuldtidspolitikere.

Politikere skal først og fremmest udøve politisk lederskab. Det betyder, at de skal sætte retning, sørge for at projektet har fremdrift og løbende sikre opbakning til det. Særligt de to sidste punkt forklarer, hvorfor politikerne ikke kan overlade den fulde implementering til administrationen. Der skal følges op og kommunikeres løbende, hvis projektet skal lykkes. Politikeren må hele tiden afveje sin placering mellem broen og maskinrummet – og hele tiden vurdere, om det er vigtigere at markere klare holdninger og søge konflikt end at skabe konsensus og bred opbakning.

I det fjerde kapitel diskuteres det politiske samspil. Det gælder i forhold til administrationen, hvor der netop skal være tale om et samspil. Forfatterne lægger ikke op til en meget skarp skelnen mellem politik og administration, men derimod et samspil, hvor politikerne fylder mest i forhold til vision og strategi, mens administrationen fylder mest i forhold til den rene personaleledelse og daglige drift. For det andet diskuteres samspillet med omverdenen, som ikke hyldes ubetinget. Dels fordi det betyder tid fra andre politiske processer, dels fordi det kan sløre, at der findes legitime politiske modsætninger. Og som minimum bør politikerne huske, at det alligevel er dem, der står med ansvaret. Kapitler slutter med en diskussion af Pierre Rosanvallons legitimitetsteori. Han fremhæver upartiskhed (rationalitet) refleksivitet (inddragelse) og nærhed som kilder til legitimitet. De to første er klart i førersædet for tiden, men forfatterne argumenterer for, at de sidste bør have mere plads: Det er faktisk ok at tage en beslutning, fordi man er knyttet til et område eller en sag.

Selvom forfatterne respekterer, at politik også handler om magt, vier de hele deres kapitel fem til en diskussion af god opførsel i kommunalpolitik. I de senere år er der blevet produceret en lang række kodekser i de danske kommuner – og det kan være en fin nok proces, men de dækker nok også over uløste konflikter. De gør også op med en række myter, som f.eks. at der kan skelnes klart mellem politiske visioner og administrativ implementering, og de drøfter syv kommunalpoliske ”dødssynder”. Det er ret skægt, og der er indsigt at hente. Især i de knap så indlysende som rigiditet, hjerteløshed og snæversynethed. Først som sidst handler (kommunal)politik jo om mennesker. Derfor må politikken og udøvelsen af den altid have et etisk aspekt, og det er aldrig nok ”bare” at vinde.

Til sidst slås et slag for mere politiske politikere. James March har defineret tre typer ledere: Manageren, netværkeren og politikeren. Den første bygger altid på rationalitet, og han er således administrationens foretrukne type. Den anden er især optaget af inddragelse og konsensus, og vil derfor høste mest ros hos samskabelsesentusiaster og udviklingskonsulenter. Og så er der politikeren, som holder fast i sine grundholdninger og sit sociale udgangspunkt. Som samarbejder med administrationen, men som amatør også adskiller sig fra den. Hun har ikke brug for mere uddannelse, men derimod for dannelse i partierne og sammen med andre politikere.

Bogen er en velskrevet og indfølt hyldest til det kommunale selvstyre, som vi kender det i dag. Forfatterne ser det ikke så meget udfordret af de større kommuner, men derimod af alle mulige gode viljer, der gerne vil gøre politikerne til noget andet, end det de er: Politikere.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s