Anmeldelser · Lyrik

Inger Christensen: Sommerfugledalen

Naturoplevelser koncentreret

Der var flere gode grunde til at læse Inger Christensens sidste digtsamling nu. Den er fra 1991, og dermed kan jeg lettere forsinket afslutte min ”jubilæums”-læsning for 2016, og det var samtidig en god anledning til afslutte læsningen af hendes Samlede digte, som jeg købte helt tilbage i 2009. Det føles altid godt af afslutte et samlebind og sætte det tilbage på hylden.

Inger Christensen: Samlede digte - forside

Så langt, så godt. Jeg synes, det er et svært værk at skrive om. Noget af det er længden – jeg har altid været skeptisk over for korte værker – men bogen rørte mig heller ikke på samme måde som det eller Alfabet.

Sommerfugledalen er en sonetkrans, dvs. en samling på 15 digte med 14 linjer i hver, hvor linjerne i mestersonaten samtidig udgør første og sidste linje i de øvrige sonetter. Det giver en særlig rytme i læsningen at gentage disse linjer, og det giver også en fornemmelse af, at de øvrige digte udfolder tematikken fra mestersonaten. Christensen er systemdigter, og jeg har altid følt, at systemet satte hende og læseren fri, men sådan oplevede jeg det ikke her.

Udgangspunktet er vandretur i Brajcinodalen. Sommerfuglene flagrer op omkring hende, og beundringen får hende til at mindes mennesker, der nu er døde. Det kunne være fristende at tolke sommerfuglene som deres sjæle eller sommerfuglens metamorfose, som et tegn på efterlivet, men det modstår hun:

”Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.” (s. 485)

Den konkrete beskrivelse af naturen gør ikke værdien af minderne ringere. Snarere tværtimod. Netop fordi de døde og fortiden kun lever videre i vores erindring, er det værd at mindes dem. Og oplevelsen af sommerfuglene med al deres skønhed og skrøbelighed er en nøgle til at åbne op for den erindring, der for et øjeblik kan bringe de døde tilbage igen.
Jeg nød sproget og den særlige Christensenske måde at sætte lyrisk skønhed og naturvidenskablig nøgternhed sammen på:

”De stiger op, planetens sommerfugle,
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.” (471)

Her er de fantastiske sommerfuglenavne, selvfølgelig en gave til digteren. Et navn som admiralkåbe er jo næsten i sig selv et digt, og det er disse ord som sammen med natursansninger og skarpe erindringsglimt, der løfter Sommerfugledalen til en stærk læseoplevelse. Den berørte mig bare ikke så meget, som jeg havde forventet.

3½

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s