Anmeldelser · Fra den vide verden

Philip Roth: Portnoys genvordigheder

En tur på briksen

Det er som taget ud af en Woody Allen film. Alexander Portnoy ligger på briksen hos en psykiater i New York, hvor han i malende billeder fortæller om sin opvækst i en jødisk familie i Newark i 1930’erne og 1940’erne. Det har tydeligvis mærket ham dybt, og det samme har et mere end almindeligt kompliceret forhold til seksualitet. Snarere end egentlige erindringer får vi en serie rablende udgydelser, hvor fortælleren konstant associerer og springer fra tue til tue, men alligevel altid ender ved det jødiske ophav, som han prøver på at bryde med – f.eks. ved at gå i seng med shikser, ikke-jødiske piger.

Philip Roth: Portnoys genvordigheder - forside

”Så kom puberteten – og jeg tilbragte halvdelen af den tid, jeg var vågen, låst inde bag wc-døren med at sprøjte min ladning ned i toiletkummen eller ned i det beskidte tøj i vasketøjskurven eller splat op mod spejlet på medicinskabet… Gennem en verden af sammenknugede lommetørklæder og krøllede Kleenex og plettede pyjamasbukser gnubbede jeg min ømme og opsvulmede penis, mens jeg ustandselig frygtede, at mit afskyelige forehavende ville blive opdaget af en eller anden, der sneg sig ind på mig, netop som jeg ekstatisk var ved at sprøjte.” (s. 21)

Som citatet viser, så får den ikke for lidt. Jeg grinte flere gange højt af de vilde og barokke situationer, som Portnoy konstant opruller for sin tavse terapeut og for læseren, men der er også noget manieret over stilen, som dækker over en stor smerte. Hovedpersonen og hans familie er fanget i det evige jødiske dilemma mellem assimilation – man stiller op i football, selvom man får klø, og ambitionerne for børnene er skyhøje – og længslen efter et rent jødisk samfund, hvor man ikke stikker ud.

Da han er er lille og de antisemitiske strømninger er på sit højeste, også i USA – det er den periode, som Roth har beskrevet så fængslende i Komplottet mod Amerika – flytter familien fra et blandet kvarter til et rent jødisk kvarter i Newark. Det er et trygt miljø med en overbeskyttende mor i hjemmet og en hårdtarbejdende far, der knokler med at slippe forsikringer om dagen og besværer sig over sin notoriske forstoppelse resten af tiden. Men for Alexander er det ikke nok. Han drages mod det ikke-jødiske miljø, og så længe det handler om akademisk avancement, har han familiens fulde opbakning. Men når det kommer til en generel frigørelse fra det jødiske samfunds strenge normer, så er situationen en anden. Eller: Det tror han i hvert fald, for han tager aldrig kæresterne med hjem, og han er så overbevist om, at forældrene ikke kan acceptere hans liv, at han sørger for at holde det strengt adskilt fra dem.

”Tror” er vigtigt, for normerne lever også – eller måske først og fremmest – i ham selv. Som læser får man uvægerligt den tanke, at den evige talen og Portnoys manglende evne til at binde sig til sine kærester og deres krav om faste forhold eller ægteskab dækker over en mere grundlæggende usikkerhed. Hvorfor er han så ivrig efter at slippe af med den jødiske arv? Hvad vil det overhovedet sige at være jøde i Amerika under og efter holocaust? Sikkerheden og overlevelsen er selvfølgelig det primære, men det er også forbundet med skam og skyld. Hvad har man gjort for at fortjene sin gode skæbne? Og har han ikke en forpligtelse til at bruge sine evner i den jødiske sags tjeneste? Hvorfor arbejder han for ligebehandling i New York, når han kunne være med til at bygge den jødiske stat op i Israel?

Da han i bogens slutning rejser dertil, er det en spejling af flytningen til Newark: ”Jeg er i et jødisk land. Her i landet er alle mennesker jøder. Min drøm begynder, så snart jeg stiger ud. Jeg er i en lufthavn, hvor jeg aldrig før har været, og alle de mennesker, jeg kan se – passagerer, stewardesser, billetsælgere, dragere, piloter, taxichauffører – er jøder. … Ansigterne er de ansigter, man ser på Chancellor Avenue! Mine naboers, mine onklers, mine læreres, mine barndomsvenners forældres ansigter. Ansigter som mit eget ansigt!” (s. 279)

Som i Newark er det trygt og godt at være blandt ligesindede, men det er i sidste ende også utilfredsstillende – og for Portnoy viser det sig selvfølgelig som impotens! I Tel Aviv hører han heller ikke til, så vi slutter, hvor vi startede: På psykiaterens briks.

Portnoys genvordigheder er et fint portræt af en opvækst og en familie i det jødiske Newark, og hans rablende fortællelyst om de mest intime emner er både desperat og sjov. Men der er også lovlig mange gentagelser og hans elendige behandling af kvinderne i hans liv – ikke mindst Aben, selvom hun vil gøre næsten alt for ham – er trættende.

3

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s