Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Elio Vittorini: Samtale på Sicilien

Den absurde tradition i italiensk litteratur

Litterært er Europa vævet sammen på kryds og tværs. Traditioner og nybrud overvinder sprogbarriererne for at befrugte andre forfattere, men der er også tendenser, som står særligt stærk i den enkelte lande og sprogområder. Nu har jeg langt fra læst nok til at kunne udtale mig kategorisk om det, men det forekommer, at det absurde fylder mere i den italienske litteratur end andre steder – måske er det endda en særlig italiensk måde at fortolke verden på.

Elio Vittorini: Samtale på Sicilien - forside

”Jeg var besat af et ubestemmeligt raseri hele den vinter. Jeg skal ikke komme ind på af hvad art, dette raseri var, det er ikke det, jeg har sat mig for at fortælle om. Jeg vil blot nævne, at det var et ubestemmeligt raseri, og at det hverken var heroisk eller særlig voldsomt…” (s. 5)

Sådan åbner Samtale på Sicilien. Fortælleren, Silvestro Ferrauto, er en mand på knap 30 år, der er blevet overvældet af meningsløshed over for verden omkring ham. Ja, der er også raseri, men først og fremmest er der ligegyldighed. Han driver rundt i Milano, da han efter en pludselig indskydelse springer på et tog til Syrakus på Sicilien. Det bliver en rejse tilbage i tiden til den ø, hvor han voksede op, men som han ikke har set i 15 år.

I starten ligner det en lykkelig bevægelse mod fortidens simplere og mere meningsfulde tilværelse. Han begejstres over den sicilianske ost – tanken om de lokale fødevarers fortrin er bestemt ikke ny – men konfronteres også straks med den udbredte fattigdom, der fik så mange til at udvandre til det fjerne Amerika eller resten af Italien.

enopdagelsen af fortiden tager for alvor fart, da han kommer hjem til moderen, men det gør de ubehagelige minder også. Faderen har forladt hende, og hun angriber ham nådesløst for at være en klynker, for at være en kvindebedårer og for ikke at være en rigtig mand. Som det er set så mange gange senere, så går forældrenes kampe ud over børnene.
Så langt befinder romanen sig stort set inden for en realistisk tradition, men den drejer af mod det mere usandsynlige med meget åbenhjertige diskussioner med moderen om utroskab, en dialog på kirkegården, der til fulde lever op til faderens begejstring for Shakespeares brug af spøgelser, og et druklag med en skærsliber, en tøjhandler og krovært. Bag det hele lurer tabet af en bror, der rejste ud med samme eventyrlyst som Silvestro, men som mødte sit endeligt i krigens rædsler.

Det motiv har givetvis været nærliggende for Vittorini, da han skrev bogen omkring 1940 som en mere eller mindre skjult kritik af fascismen, og den diskussion er selvfølgelig stadig relevant. Fortællingen gjorde bare ikke det store indtryk på mig, og selvom åbningen var stærk, så blev min interesse mindre efterhånden som handlingen flyttede sig fra det konkrete til det arketypiske og mytologiske.

3

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s