Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Isabel Allende: Kærlighed og mørke

Interessant historie, skuffende udførelse

Allendes første romaner var stærkt optaget af den politiske situation i det Chile, som hun måtte flygte fra efter militærkuppet i starten af 1970’erne. I Åndernes hus udgjorde den en del af bagtæppet for familiekrøniken, og her er den en central del af en historie, der undersøger modstanden mod den etablerede undertrykkelse og hylder sandheden om fortidens forbrydelser som nøglen til social forandring.

Isabel Allende: Kærlighed og mørke - forside

Irene Beltran interesserer sig i udgangspunktet ikke for politik. Hun tilhører den privilegerede klasse under Pinochets diktatur, og hvis man kniber øjnene lidt i, er det ikke svært at se forbi undertrykkelsen. Det er faktisk meget nemt at koncentrere sig om arbejdet på et af landets førende ugeblade. Derhjemme er det fornemme hus indrettet som plejehjem i stueetagen for at holde den truende ruin fra døren. Som den sorgløse og kreative pige hun er, sørger Irene for at peppe deres hverdag op med små opmærksomheder.

Francisco Leal er også en rigtig helt. Hans familie er under berufsverbot på grund af faderens politiske engagement, og det er umuligt for ham at finde arbejde som psykolog. Det illegale arbejde, som vi ikke hører meget til, men som han er involveret i, kan han jo ikke leve af, men han er også fotograf, og derfor opsøger han ugebladet, hvor han kommer til at danne par med Irene.

En dag hører de historien om den unge bondepige Evangelina Ranquileo, der er begyndt at få mystiske anfald hver dag til middag. Hun falder i trance og kaster sig omkring som en besat, mens loftet drysser og servicet danser på bordene.  Det er selvfølgelig en historie værd, og da de besøger familien dukker politiet op. Under anfaldet bliver den lokale kommandant ydmyget, og det sætter voldsomme begivenheder i gang. Pigen forsvinder, og da Irene og Francisco beslutter sig for at finde sandheden, kommer de på sporet af en grusom hemmelighed, der potentielt kan ryste regimet. Det er en helt ny verden, der åbner sig for Irene, og midt i afsløringerne og den politiske vækkelse vokser kærligheden mellem dem også frem.

Allende har aldrig været bange for at vække store følelser med kulørte virkemidler, men jeg synes ikke, at hun når helt i mål med historiefortællingen. Det gælder især i anden halvdel af bogen, hvor hun ikke giver sig tid til at udvikle historien gennem dialog og handling, men mere forfalder til at fortælle hvad der sker. Det er næsten som om, hun genfortæller en roman i stedet for at skrive den.

Kærlighed og mørke er kort sagt en roman med både gode og dårlige sider. Kærlighedshistorien fungerer, og det gør den første halvdel af plottet også. Allendes bud på den afgørende betydning faktisk at finde de forsvundne og opklare, hvordan de døde, mindede mig om Knoglekvinden af Clea Koff. Perspektivet kunne godt være foldet mere ud, og som sagt bliver den sidste halvdel af romanen desværre jabbet af.

2½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s