Jack London: Når naturen kalder

Eventyrlig fortælling fra Alaska

Jeg kan huske, at jeg læste romanen, da jeg var barn, og at jeg var ret begejstret for den. Jeg kunne ikke huske ret meget af handlingen, men jeg kunne hurtigt mærke, at jeg stadig kunne fornemme stemningen. Det er så nemt at identificere sig med den store familiehund Buck, der bliver kidnappet i Californien og solgt som slædehund i Alaska under det store guldgravereventyr i 1890’erne.

Det bliver en rejse fra den varme civilisation til den kolde naturtilstand, hvor tilværelsen konstant er en kamp på liv eller død, og hvor urgamle instinkter bliver vækket til live i hans indre. I det fjerne hyler ulvene, og når der ikke pukles i seletøjet bliver Buck draget mod de åbne vidder.

Han bliver også hurtigt draget mod førerhundens plads. Buck er en kæmpe, der både har smidighed og styrke, og da han først kommer i seletøjet hos den canadiske kurertjeneste bliver hans muskler og udholdenhed skærpet. Førerhunden Spitz mærker med det samme truslen, og opgøret mellem de to bliver et dramatisk højdepunkt i romanen – og i Bucks transformation fra hyggehund til vilddyr.

Hele historien bliver fortalt fra Bucks synspunkt, og det er svært. Enten er der nærmest kun instinkter og ydre beskrivelser af handling eller også risikerer dyret at blive et menneske på alle fire. London holder den balance fint. Der er nok menneskeligt i skildringen til at identificere sig med Buck, og nok dyr til at værdsætte et anderledes perspektiv.

Hvis man vil, kan man helt sikkert drage paralleller til mennesket og dets kamp mellem instinkter og civilisation, men historien fungerer bedst, hvis man ”bare” læser den som en spændende eventyrhistorie. Så får man til gengæld også fremragende underholdning.