Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Tobi Dahmen: Fahrradmod

Britisk ungdomskultur i den tyske provins

Amerikansk og britisk ungdomskultur har påvirket den ene generation efter den anden i hele verden. Her er fokus på ’modernisterne’, der voksede ud af en fankultur for moderne jazz i 1950’erne. Deres særlige kendetegn var en blanding af stilfuld påklædning, hård attitude (bl.a. signaleret med scootere) og stærk interesse for dansabel soul- og popmusik.

Tobi Dahmen: Fahrradmod - forside

Tobi vokser op i 1980’ernes Vesttyskland i den lille by Wesel mellem Düsseldorf og den hollandske grænse. Han bliver hurtigt fascineret af sine forældres musiksamling, og som lidt af en outsider finder han sin identitet i tilværelsen som ’mod’. (I modsætning til mange af de andre får han aldrig en scooter som identitetsmarkør, så titlen refererer til, at han kører på cykel. Det vækker ikke den helt store begejstring på de scooter-træf han deltager i senere.)

Historien veksler mellem indledende kapitler om de skiftende ungdomskulturer, den voksne Tobis refleksioner efter en hård musikweekend og så den fremadskridende historie om opvæksten. Det er på mange måder historien om en ganske almindelig ung mand og hans skiftende relationer til både andre musikinteresserede. Interessen for piger er der selvfølgelig også, og som for så mange andre unge er festerne fyldt med sprut.

I periferien er hårdere stoffer, skinheads og almindelige kriminelle, men det er netop i periferien, så Tobi kommer aldrig i de helt store problemer. Fra start til slut er han der først og fremmest for musikkens skyld, og han er til hver en tid klar til at droppe piger og samtaler, hvis det rigtige soulnummer kommer på.

Fahrradmod_side

Tegningerne er holdt i enkle sort-hvide streger og runde former. Det passer fint til historiens relative uskyld og samtidig er detaljerne på plads i forhold til de markører, som selvfølgelig hører en ungdomskultur til.

Billedsiden er kort sagt velfungerende uden at være prangende, og det sammen kan siges om historien. Der er efterhånden mange selvbiografiske grafiske romaner, så der skal noget ekstra til for at løfte sig over mængden. Her er ikke den filosofiske dybde som Alison Bechdel viste i Bedemandens datter eller det ekspressive billedsprog, som David B. udvikler i Det store onde. Historien mindede mig mest om Craig Thompsons En dyne af sne, der også brugte alt for mange sider på at fortælle en lidt for almindelig historie.

3

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s