Anmeldelser · Fra den vide verden

Ruth Ozeki: Tidens væsen

Forbundne skæbner

Denne fine canadiske roman har efterhånden fået et par år på bagen – så det er med andre ord usædvanligt hurtigt, at den er havnet i favnen på mig! Jeg har været et par uger om at læse den, fordi der har været travlt på arbejde, men det er en af de bøger, hvor det faktisk ikke har gjort noget. Det er en historie, der hurtigt griber sin læser, men romanen bevæger sig samtidig på et metaplan, hvor det faktisk er en fordel at læse den over et stykke tid. I øvrigt et princip, der også slås til lyd for i bogen selv.

Ruth Ozeki: Tidens væsen - forside

Ruth er en midaldrende forfatter med japanske rødder. Hun bor sammen med landskabskunstneren Oliver på en tyndt befolket ø i British Columbia. Hun er gået i stå med at skrive sine erindringer og drømmer lidt om dengang, hvor hun boede på det pulserende Manhatten. En dag, da de er ude at gå langs stranden, finder hun en plastikpose, som indeholder en dagbog, et ur, en notesbog og nogle breve.

Dagbogen og brevene udgør det ene spor i romanen. Forfatteren er den unge kvinde Naoko, der er flyttet tilbage til Japan efter en opvækst i Californien, og hun lever nu i en dysfunktionel familie på kanten af det japanske samfund. Hverdagen er fyldt med mobning i skolen og konstante bekymringer for hendes far, der allerede har forsøgt at begå selvmord flere gange. Dagbogen, der skrives på nyindsatte sider i første bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, er selvterapi og en bøn om hjælp: Drevet af dyb ensomhed opfinder Naoko sin læser, et ’du’ at skrive til.

Omvendt tager Ruth (og det gjorde jeg også) næsten med det samme opgaven på sig. Hun beslutter sig for at læse dagbogen i sammen tempo som den er skrevet, og resten af romanen veksler mellem de to historier: Naokos i Japan og Ruths i Canada. Ruths og Olivers liv har nået en skillevej. Deres forhold er blevet fasttømret og måske lidt stillestående, og begge sidder fast i deres virke som skabende kunstnere. Naoko bliver en fælles interesse for dem, og selvom det er Ruth, der bruger tid på at undersøge, om hun faktisk findes, så er det Oliver, der først begynder at stille spørgsmål ved, om der er en sammenhæng mellem dagbogens forfatter og dens læser. (Til slut er der nogle overvejelser om Schrödingers kat og kvantemekanikkens fundamentale usikkerhedsbegreb. Det skal understrege pointen, men det var egentlig ikke nødvendigt for at forstå problematikken.)

Naokos liv er ikke kun skidt. En sommerferie tilbringer hun hos sin oldemor Jiko, der er nonne i et buddistisk tempel i Sendai provinsen. Det bliver en åbning ind til buddistisk tænkning, hvor især afvisningen af den vestlige dualisme står stærkt. Tingene er ikke enten-eller men i højere grad både-og. Jiko fortæller f.eks. om tiden efter døden, hvor man står ved en elevator, der både kan køre op og ned. ”Op og ned, samme ting,” konstaterer hun. Sommerferien bliver også en åbning til familiehistorien. Naokos far hedder Haruki og han er opkaldt efter sin morbror, der døde i et kamikaze-angreb under anden verdenskrig. Haruki #1’s historie er det centrale omdrejningspunkt, og udforskningen af hans liv sætter Naokos og hendes fars problemer i et helt nyt lys.

Det var en stor fornøjelse at læse Tidens væsen. De to fortællinger fungerer hver for sig, og de filosofiske overvejelser om sammenhængene på tværs af tid og rum – ”forfatter og læser, samme ting,” – ville Jiko sikkert have konstateret, kommer aldrig til at overskygge personerne og deres historie. Derudover er bogen letlæst, og Naoko har en helt særlig stemme, der gør dobbelthistorien troværdig.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s