Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Bohumil Hrabal: Skarpt bevogtede tog

Modstandsroman med et twist

”Her i nittenfemogfyrre havde tyskerne mistet herredømmet i luftrummet over vores by. For slet ikke at tale om herredømmet over hele egnen og landet.” (s. 7)

Sådan starter Hrabals roman fra 1965. På sin vis var sagen afgjort, men krigen var ikke slut endnu, og som i så mange andre lande blev modstandskampen kun skærpet, da konflikten gik ind i sin afgørende fase. Skarpt bevogtede tog udspiller sig i en lille tjekkisk flække tæt på grænsen til Tyskland, hvor transporterne til og fra fronten rumler forbi. Et oplagt mål for modstandsbevægelsen – især de ”skarpt bevogtede” tog med afgørende forsyninger.

Bohumil Hrabal: Skarpt_bevogtede_tog - forside

Fortælleren er den unge jernbaneelev Milos Hrama, der lige er vendt tilbage til jobbet efter en længere sygeperiode. Baggrunden er både tragisk og banal: Da han første gang skulle være sammen med sin kæreste, kunne han ikke gennemføre samlejet, og skammen og skuffelsen var så stor, at han forsøgte at begå selvmord på et hotel. Det mislykkedes dog, og omstændighederne tyder på, at han i virkeligheden håbede på at blive reddet i sidste øjeblik.

Der er heller ikke meget heroisk over de andre personer på stationen. Stationsforstanderen er mest optaget af sine duer og af at gøre et godt indtryk på baronen på slottet i nærheden. Derudover har han et kolerisk temperament og drømmer om forfremmelse. Faktisk så meget, at han allerede har den nye uniform klar i skabet. Trafikassistent Hubicka tager jernbanedriften meget mindre alvorligt. Han er til gengæld fuldblods skørtejæger og har skabt skandale ved at stemple telegrafistinden bagi med stationens stempler. Ikke just en pryd på for statsbanerne!

Som det fremgår, er det ikke prototypiske helte, og særligt i romanens første del er der et betydeligt element af absurd komedie. Men ekstraordinære situationer kalder særlige kvaliteter frem, og nogen skal jo slå et slag for at standse ammunitionstogene til fronten. Hrabal både bekræfter og fornyer den patriotiske fortælling om krigen som heroisk mobilisering af folket.

Skarpt bevogtede tog er en god roman, som ikke tager sit alvorlige emne så alvorligt, at den ikke giver plads til tilværelsens absurde sider. Det er med til at gøre den til en fortælling, der er værd at læse.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s