Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Per Petterson: Jeg nægter

Ramt af tilværelsen

Jeg er meget glad for Per Pettersons forfatterskab, og jeg har læst alle hans romaner. Ud at stjæle heste, Jeg forbander tidens flod og I kølvandet er uforglemmelige bøger, der forener fortællinger om vanskelige familieforhold med et sprog fuldt af varm maskulinitet. Desværre er den nyeste roman, Jeg nægter, ikke på samme niveau.

Per Petterson: Jeg nægter - forside

Tommy og Jim vokser op i en lille by uden for Oslo i 1960’erne, og selvom de holder sammen i tykt og tyndt som teenagere, så glider venskabet efterhånden ud i sandet. Jim kommer på gymnasiet og går ned med flaget, mens Tommy knokler på og siden overtager sin plejefars savværk.

De har ikke set hinanden i 35 år, da de tilfældigt støder ind i hinanden på broen til Ulvøya. Det møder indleder romanen og sætter deres erindringer i gang om opvæksten. De er begge to fra opbrudte familier. Jim bor alene med sin mor, mens Tommy ved første blik kommer fra en helt almindelig familie med far, mor og tre yngre søstre. Men det er en overfladisk idyl. Først forsvinder moderen under mystiske omstændigheder, og forklaringen er enkel nok: Faderen er voldelig og tæver regelmæssigt børnene til blods.

Jeg har altid beundret Pettersons skildringer af forholdet mellem fædre og sønner, og dette er også fremragende beskrevet. Her er det bare et intenst had og ikke ordknap kærlighed, der er på spil. I hvert fald ikke før Tommy endelig vokser til og giver faderen en voldsom gang prygl, for derefter bliver Tommy som sagt anbragt hos Jonsen længere nede af vejen, og deres forhold er respektfuldt og kærligt.

I nutidsplanet er både Tommy og Jim ude i tovene. Jim har været sygemeldt et år med en depression, og det eneste han rigtig kan tage sig sammen til er at stå på broen og hive fisk i land, mens de andre fiskere gør det samme, og der ikke bliver sagt så meget. Tommy har tjent masser af penge, men han drikker for meget og har desperat brug for andre mennesker. Og midt i det hele dukker hans far oven i købet op.

Sprog og personskildring er aldrig rigtig dårligt hos Petterson, men historien greb mig ikke så meget som tidligere. Oplevelsen ved at læse romanen var simpelthen ikke lige så intens, og der var heller ikke de helt magiske øjeblikke, hvor sprogets rytme og farver sugede mig ind.

3½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s