Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Jane Austen: Emma

Præcist sprog i lidt for lang kærlighedsroman

Der er en slående friskhed over Jane Austens sprog, der gør hendes bøger tidløse og vedkommende, selvom miljøet er fremmedartet og historien på mange måder banal. Der sker nemlig ikke det helt store i Emma, der foregår i den engelske overklasse, hvor tiden bruges på socialt samvær og dannet samtale. Penge og hvordan de tjenes taler man helst ikke om, og endemålet er et godt ægteskab. (I hvert fald for overklassens kvinder, der står i centrum for Austens romaner – mændene har tydeligvis en verden af forretninger og politik ved siden af, som bare ikke fylder ret meget i Emmas og hendes veninders univers.)

Jane Austen: Emma - forside

Emma Woodhouse er den yngste af to søstre, og hun er alene med sin svagelige og lettere hypokondriske far. Storesøsteren er gift med John Knightley og bor nu i London, mens hendes guvernante er blevet gift med den respektable (men dog ikke helt så respektable) Mr. Weston. Andre centrale personer i historien er Mr. Knigtley (Johns storebror), den nye præst Mr. Elton, Bates-familien (Mrs., Ms. og niecen Jane Fairfax) Mr. Westons søn Frank Churchill fra et tidligere ægteskab og den unge Harriet Smith, der som uægte barn opdrages på en pigeskole i nærheden.

Så mange enlige skal blive til rette ægtefolk, og Emma vil gerne være den, der smede rænkerne og udpeger passende par, mens hun i øvrigt forestiller sig, at hun aldrig selv skal giftes, men derimod passe på Mr. Woodhouse og i øvrigt bruge tiden sociale projekter.

Ingen af hendes omhyggelige planer kommer til at gå i opfyldelse, og som læser er det nemt at følge, hvordan hun misfortolker de andres signaler og i øvrigt kun har et begrænset blik for deres egne ønsker og ambitioner. Det giver romanen et ironisk/humoristisk præg, hvor selv den ellers så rationelle Mr. Knightley en gang i mellem bliver snydt.

Den helt centrale person er selvfølgelig Emma, der trods sine åbenlyse ambitioner om at blande sig i andres liv ikke er specielt irriterende eller nævenyttig. Der er snarere en rastløs intellektuel energi i hendes tilværelse, som ikke rigtig kan få andre udtryk end forsøget på at lave passende sociale forbindelser, og hendes bestræbelser er altid båret af et oprigtigt ønske om at gøre andre lykkelige. Når det mislykkes bliver hun oprigtig ked af det, ikke mindst i forhold til Harriet Smith, der flere gange bliver klemt i hendes projekter.

Romanen udstiller det præcise og nådesløse hierarki i det engelske samfund, hvor alle har deres bestemte plads, og hvor bestemte forbindelser er passende, mens andre ikke er det. Det er en orden, der udsættes for blid kritik, men som aldrig for alvor udfordres. Selv Mr. Knightley, romanens fornuftsbetonede centrum, konsterer tørt, at han ikke kan hæve f.eks. Mr. Martin til en sociale position – uanset at han er værdig til det. Den sociale orden er uantastelig.

Emma er betydeligt længere end Pride and Prejudice, men den indeholder ikke mere, og det er romanens problem. Der er mange fine sproglige formuleringer, som f.eks. denne her: “Mr Knightley seemed to be trying not to smile; and succeeded without difficulty, upon Mrs Elton’s beginning to talk to him.” (s. 252)

Det er giftigt og præcist, men det var svært at fastholde begejstringen hele vejen.

3½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s