Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Elsa Morante: Arturos ø

Eventyrlig barndom – og hård overgang til voksenlivet

Romanen er italienske Elsa Morantes debut fra 1957, og den er stadig værd at læse. Ubesværet skriver hun en eventyrlig barne- (og drenge)verden frem, og lige så ubesværet lader hun gennem bogen Arturos virkelighed blive mere kompliceret og modsætningsfyldt, sådan som det altid sker, når puberteten melder sig og interessen for kvinder bliver anderledes.

 Elsa Morante: Arturos ø - forside

Arturo vokser op på den lille ø Procida i Napolibugten under forhold, der uden tøven ville blive karakteriseret som omsorgssvigt, hvis de eksisterede i dag. Hans mor dør i barselssengen, og hans far er den forfløjne drønnert Vilhelm Garace. Han har sine egne problemer, men det er ikke nogen god undskyldning for at overlade Arturo til sig selv hovedparten af året gennem hele barndommen. Det starter allerede mens han er spæd, og bogen igennem er faderens kommen og gåen tilfældig og uforudsigelig.

De første fem år bliver han passet af en ung knægt, men derefter har han nærmest ingen menneskelig kontakt. En af faderens forpagtere kommer forbi og laver mad en gang om dagen, men han snakker ikke rigtig med ham. Han går heller ikke i skole, men han lærer alligevel at læse og skrive, og han er selvfølgelig klogere end alle andre omkring ham. Den slags sker vist kun i romaner, men det virker ikke irriterende, fordi det er så åbenlyst, at der er så mange andre ting, han ikke forstår.

Faderen forguder han, og selv i tilbageblik – romanen er skrevet i jeg-form af den voksne Arturo – fornemmer man den drengede begejstring faderen. I stedet for at være vred over faderens fravær, elsker han det, når han er på øen, og han sætter pris på den mindste gunstbevisning, måske netop fordi de er så sparsomme. Han dyrker også idealforestillinger om en eventyrlig maskulinitet, hvor svære følelser (og kvinder) ikke spiller den store rolle.

Tingene ændrer sig, da Arturo er 14 år. Faderen annoncerer, at han har besluttet sig for at gifte sig, og et par uger senere tropper han op med den unge Nunziata. Hun sætter fra starten brand i Arturos hjerte, og han har mere end almindeligt svært ved forstå og håndtere sine følelser. Det meste af tiden behandler han hende hadsk og uforskammet, mens jalousien gnaver i hans krop. Men ligegyldig bliver Nunziata aldrig, og han har masser af tid alene med hende, for faderen genoptager hurtigt sin flyvske tilværelse.

Noget stikker under, og mens Arturo opdager sig selv, falder glansbilledet af faderen fra hinanden – og alligevel er der en nostalgisk undertone i hele fortællingen. Rigtig vred på ham kan den voksne Arturo ikke være, men Procida, der før var en uendelig legeplads, bliver efterhånden en spændetrøje, som han MÅ gøre sig fri af.

Arturos ø er en dejlig roman om at være barn og om at blive voksen med fine psykologiske portrætter.

4

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s