Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Umberto Eco: Rosens navn

Viden, mord og magt i klosteret 

Der er så mange bøger, også store og vigtige bøger, at intet menneske kan nå at læse dem alle. Det er fascinationen ved biblioteker. Derfor vil jeg heller ikke ærgre mig over, at jeg ikke har læst Rosens navn tidligere, men derimod glæde mig over, at jeg har gjort det nu. Det er en roman, der handler om bøger og kundskab, om længslen efter viden, om angsten for at slippe kontrollen med viden og måske også om den hensynsløshed, der præger den nysgerrige, når han først er kommet på sporet af et værk, som længe har været anset for tabt.

Umberto Eco: Rosens navn - forside

Bogen fortælles af den aldrende Adso af Melk i slutningen af 1300-tallet. Som ung munk var han assistent for William af Baskerville, og sammen ankom de i 1323 til et kloster i Norditalien. Her skal William deltage i et forsoningsmøde mellem kejseren, pavestolen – der på det tidspunkt sad i Avignon – og franciskanerne, der netop var blevet fordømt af paven og stod i en usikker alliance med kejseren. Den kristne historie har været præget af en lang række teologiske stridigheder, der også er blevet udkæmpet med våben i hånd. En af de ældste er diskussionen om, hvorvidt paven ikke bare havde den øverste gejstlige magt men også den øverste verdslige magt, dvs. om han kunne bestemme over kejseren.

Dén gamle strid blev i 1300-tallet uddybet af strid om fattigdomsidealet. Franciskanerne hyldede Jesu fattigdom og gav afkald på alle ejendele – i hvert fald i princippet. Samtidig opstod der mere ekstremistiske bevægelser, som gik skridtet videre og afsvor ejendomsretten som sådan og drog hærgende gennem landet. En sådan tolkning var selvfølgelig for meget for alle ansvarlige autoriteter, men den gav samtidig inkvisitionen og paven mulighed for at angribe alle fattigdomsidealer – også de moderate franciskaneres.

Vel ankomne i klosteret dukke alle disse modsætninger snart op. En ung munk er død, og abbeden anmoder William om at opklare hvorfor, inden de øvrige delegationer ankommer. Det viser sig at være sværere end forventet, og i jagten på den skyldige får Holmes og Watson – undskyld, William og Adso – rodet op i adskillige munkes problematiske fortid. Nogle har været lige lovlig tæt på tidens kætterbevægelse, andre har været involveret i magtspil og modsætninger i klosteret selv. Mange har noget at skjule, men hvilken hemmelighed er det, der får fatale følger for munk på munk?

Interessen koncentrerer sig snart om biblioteket, der som en skat er placeret i tårnets øverste etage. Klostrene var generelt lærdomscentre, og det gælder i særlig grad dette kloster, der har samlet en enorm mængde bøger og manuskripter, som mange kommer for at studere og kopiere. Men klosteret er også i splid med sig selv om formålet med samlingen. Skal det være en kilde til viden, åben for alle? Eller rummer det værker så problematiske med teologiske briller, at adgangen må begrænses? Mens nogle værker frit kan læses og kopieres til Guds ære, er andre gemt af vejen, hvor kun bibliotekaren har adgang, og nogle af dem optræder end ikke i kataloget. 

Meget tyder på, at én bestemt bog er sluppet ud. Er det den, der myrdes for? Og hvad er det overhovedet for en bog?

Eco er semiotiker (semiotik = læren om tegn) og Rosens navn er også en fortælling om, hvad viden er, og hvordan man arbejder systematisk med at skabe viden – i hvert fald inden for de videnskaber, der ikke kan benytte sig af gentagne, kontrollerede forsøg i jagten på sandheden.

William af Baskerville er selvfølgelig inspireret af Sherlock Holmes, der finder spor / tegn og på den baggrund ræsonnerer sig frem til, hvad der sandsynligvis må være gået forud. Men i modsætning til Doyle, der kun lader Holmes drage den forkerte konklusion én gang (i The Yellow Face) gør Eco mere ud af usikkerhederne.

Der kan altid opstilles flere hypoteser på baggrund af de samme spor/tegn, og selv den bedste detektiv risikerer at blive afsløret af virkeligheden. Det er ikke n radikal socialkonstruktivistisk tolkning, der plæderes for, men derimod en skeptisk holdning til muligheden for at binde de enkelte fakta sammen. Til slut må William opgivende konstatere: ”Der var intet rænkespil, sagde William, og jeg fandt kun ud af det ved en fejltagelse. … Jeg har aldrig tvivlet på tegnenes sandhed, Adso, de er det eneste, mennesket har at holde sig til i verden. Hvad jeg ikke forstod var forbindelsen mellem tegnene.” (s. 469)

På trods af de mange lærde lag er romanen først og fremmest en elementært spændende historie. Som William bliver læseren dybt optaget af at finde forklaringen på mordgåden, og mens man søger det svar, lader man sig villigt føre ind i en fremmed verden (klosteret) og en anden tid (middelalderen) præget af sine egne ideer og modsætninger. Vi holder selvfølgelig med tvivleren William og hans trofaste hjælper Adso, men vi forstår også de andre – og når sidste blad er vendt, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det ikke kun er Williams modstander, der hensynsløst har forfulgt sine mål.

Romanen er med rette blevet en nyklassiker, og jeg glæder mig til at læse mere fra Ecos lærde hånd, til at følge hans mønstre af tegn og til at være varsom med at være alt for sikker på, hvad det er for et skjult mønster, der binder dem sammen.

4½

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s