Anmeldelser · Fantasy · Fra den vide verden

George R.R. Martin: Kampen om tronen

Bogen bag serien lever op til forventningerne

Så blev det endelig min tur til at læse Kampen om tronen. Det store bind har set lidt skræmmende ud på hylden, og så har det nok heller ikke hjulpet, at fantasy ikke er min favoritgenre.

George R.R. Martin: Kampen om tronen - forside

Jeg så første sæson af serien for et par år siden, og det var faktisk en hæmsko, da jeg tog fat på læsningen. Et kapitel svarer stort til en scene på skærmen, og det 1:1 forhold gjorde bogen lidt tung i starten. Min interesse voksede dog efterhånden som sprækkerne blev større, og der kom også et andet liv i personerne, da de første var introduceret og sat fri til at handle.

Ned Stark er fyrste af Vinterborg i nord. Endnu længere mod nord er kun muren, der skiller civilisationen fra barbariet. Bag den er de vilde og kolde egne, der stort set er ukendte. Sydpå findes resten af de syv kongerier, der nu er samlet under jerntronen i Kongshavn.

Ned er en hård men retfærdig mand, og da hans gamle ven og konge, Robert Baratheon beder ham om at træde til som kongens hånd, kan han ikke undslå sig. Han må drage sydpå, hvor Kongshavn er fyldt med fjender og intriger. Værst er det, at dronningen, Cirsei Lannister, langt fra har rent mel i posen, og hun gør, hvad hun kan for at forhindre Ned i at opklare den forrige hånds død. Inden længe er ondt blevet til værre og hele riget trues af opløsning, krig og indre splid.

Bogen er delt op i kapitler, der bærer dets hovedpersons navn. Vi følger især Starkerne: Ned, hans kone Catelyn, døtrene Sansa og Arya og sønnen Bran, der tidligt i historien bliver krøbling efter et styrt fra et tårn på Vinterborg. Andre vigtige personer er Neds uægte søn Jon Sne, der slutter sig til Nattens Vogtere på muren, hvor han som en anden korsridder skal være med til at forsvare riget mod den uforklarlig trussel fra nord.

Mest interessant er måske Tyrion Lannister, bror til dronningen og den smukke ridder Jamie. Han er godt nok født ind i en magtfuld klan, men han er også dværg og det giver ikke meget prestige i en krigerkultur, så han mødes med almindelig foragt. I stedet må han klare sig med sin skarpe hjerne – også når den lige så skarpe tunge er ved at få ham i problemer.

Endelig er der Daenarys Targaryen, der sammen med sin bror er de sidste efterkommere af dragekongerne, som Robert stødte fra tronen 15 år tidligere. De er flygtet over havet, hvor hun bliver gift med den mægtige hestefyrste Khal Drogo. Broderen kalder sig selv for dragen, men det står snart klart, at det i virkeligheden er i hendes årer, at drageblodet flyder.

Verden er ikke pæn og poleret som i meget fantasy. Tværtimod er folk intrigante og højtråbende, døden er beskidt og folk horer i stor stil. Brutaliteten bliver næsten for meget – der må virkelig også blive gået til den i sengene rundt omkring, hvis befolkningstallet skal holdes oppe – men Martin overholder alligevel den fantasykliché, der irriterer mig mest: I sidste ende, så er blodet det stærkeste, og evnen til at blive konge bestemmes sammen med ens plads i samfundet af slægten.

Når det er sagt, så forstår Martin at bygge nye lag på sine personer, og da bogen slutter har han formået at skabe en helt åben situation. Nogle døre er lukkede, men mange flere er åbnet – jeg ser frem til næste kapitel.

3½

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s