Anmeldelser · Europæiske perler

Eugen Ruge: Cabo de Gata

Mand står af tidens foranderlighed

Jeg var dybt imponeret over Ruges debut-roman In Zeiten des abnehmenden Lichts. Her fortalte han hele DDR’s historie gennem en enkelt familie, og selvom personkredsen var lille, så opfangede de essensen af de forskellige epoker. Det var også en melankolsk historie. Den midaldrende Alexander var ramt af kræft, og hans søgen efter mening førte ham til Mexico.

Eugen Ruge: Cabo de Gata - forside

Samme tematik er på spil i Cabo de Gata. Fortælleren er lige blevet skilt, og han har i det hele taget svært ved at vinde fodfæste i Berlin efter murens fald. Mens hans far hænger fast i bitterhed og genforeningens urimeligheder – eller det, der føles som sådan – og andre bekendte har kastet sig ud i kapitalismens profitjagt, så sidder han hver morgen og stirrer ind i væggen uden at komme i gang med den roman, han drømmer om at skrive.

Noget må ske. Forfatteren beslutter sig for at klippe alle de snærende bånd for at finde ind til sig selv – og for endelig at komme i gang med at skrive. Der er meget at sige farvel til. Lejligheden, abonnementerne, hovedparten af ejendelene, sygekassemedlemskabet, registreringen hos det offentlige. Faktisk viser det sig at være ret vanskeligt at slippe ud af alle det moderne menneskes tilknytningspunkter.

Men det lykkes. Da det gamle år bliver til et nyt stiger han ombord på toget sydpå, og han stopper først da han når frem til Cabo de Gata i Sydspanien. Det er en støvet fiskerby, hvor han lejer et lille værelse, som han langsomt arbejder sig ind på livet af. Han får bekendte, eller i hvert fald mennesker i byen, som vænner sig til synet af ham, ligesom han vænner sig til synet af dem. Det er en tilværelse på laveste blus med kun en enkelt bog og en enkelt avis ved hånden. Begge dele læser han igen og igen. Hver dag skriver han i sine kladdehæfter, kasserer forsøget og smider det ud.

Tilsyneladende kommer han ingen vegne, men bag facaden skrælles lagene langsomt af, og en dag møder han en vild kat ved postkassen. Han drages mod katten, der måske rummer et budskab fra hans afdøde mor. Det tror han ikke for alvor på, men den bliver alligevel et medie, han kan tænke med. Det handler om at finde ro for at kunne komme videre:

”Es ist noch immer dieselbe Ausgabe, vom 17. Februar, wenn ich nicht irre. Ich lese, bis mir die Augen zufallen. Bis die Katze sich auf meine Füße setzt. Und eines Abends, als das Licht aus ist, als die Katze schnurrt, als mein Kopf, als der Raum, als die Welt nur noch ein großes, schwarzes Schnurren ist, habe ich das Gefühl, dass die Zeit – endlich – stillsteht.“ (179)

Sproget er roligt og poetisk. Beskrivelsen af afskeden med den gamle tilværelse indledes med nogle korte og meget præcise erindringer om hverdagen i Berlin. Et par vidunderlige passager er skrevet helt i det uvirkelige, fantaserende konjunktiv, der er med til at give tysk sin særlige tone.

Cabo de Gata er en mindre roman end debuten, men den er fascinerende. Tematikken – midaldrende mand i eksistentiel krise søger mening i det fjerne udland – er selvfølgelig set før, men hovedpersonen og historien fænger.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s