Om det at læse

Årets bedste læseoplevelser – 2014

Mange højdepunkter – og mangel på tid

Læsemæssigt blev 2014 ikke helt det, jeg havde håbet på. Ikke at der var noget i vejen med de bøger, jeg læste, for der var mange perler imellem. Men jeg nåede ikke så mange, som jeg plejer. I løbet af året blev jeg udnævnt til souschef på mit arbejde, og det har givet en hel del nye opgaver og dermed også mindre tid til at læse og til at opdatere bloggen.

Jeg har nu planer om at fortsætte med begge dele, selvom det nok bliver på et lidt lavere blus end hidtil. I første omgang vil jeg samle op på et af de punkter, som jeg er bagud med: Kåringen af årets største læseoplevelser fra 2014.

 

I alt blev det til 57 titler, som jeg har delt på fire forskellige kategorier:

 

Graphic novels

Jeg er ikke stødt ind i deciderede mesterværker i denne genre, men der har bestemt været anbefalelsesværdige oplevelser imellem:

1. Alison Bechdel: The Essential Dykes to Watch Out For

Alison Bechdel: The essential Dykes to Watch Out For

Jeg har været begejstret for alt det, jeg har læst af Bechdel, og det gælder sandelig også denne bog, der samler tyve års arbejde på hendes avis-stribe. Når de læses i sammenhæng, bliver det til en amerikansk krønike, der fortæller den nyeste amerikanske historie fra en særlig venstreorienteret, lesbisk synsvinkel. Samtidig lider og lever man med den neurotiske Mo og hendes særprægede venner.

2. Fabió og Gabriel Bá: Daytripper

Daytripper - forside

Døden er det almindelige udgangspunkt, når regnskabet for et liv skal gøres op og en nekrolog skal skrives. Det betyder også, at et liv ville tage sig meget anderledes ud, hvis det sluttede tidligere eller senere, og det er denne synsmåde, der er udgangspunktet for Daytripper. Hovedpersonen dør nemlig i hvert eneste kapitel, som samtidig bliver en slags nekrolog over, hvordan skæbnen kunne have udfoldet sig.

3. Henrik Rehr: Gavrilo Princip

Henrik Rehr: Gavrilo Princip

Rehr har skabt et storværk om den mand, der tændte lunten til 1. verdenskrig. Gavrilo Princip, der oftest henvises til en bisætning i historiebøgerne, får her fylde og tyngde, og det samme gælder i virkeligheden også hans offer, kronprins Franz Ferdinand. Dialogen er nogle steder lidt flad og tegningerne lidt ensformige, men bogen er en milepæl i dansk tegneseriekunst.

 

Klassikere

Feltet er noget stærkere i denne kategori. Jeg har læst en masse gode bøger med mere end 25 år på bagen, men i modsætning til tidligere år, har de bedste ikke været en del af min ”jubilæumslæsning”. Ud over de tre på listen, så vil jeg også give min varmeste anbefalinger til Erneste Hemingway: For Whom the Bell Tolls, Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien og Franz Kafka: Die Verwandlung

1. Franz Kafka: Processen

Franz Kafka: Processen - forside

Bogen er et af forrige århundredes hovedværker, men det er også en fornøjelse at læse. Vi følger den stakkels Josef K., der anklages uden at vide for hvad, og som derefter går i opløsning, mens han vikles ind i stadigt mere absurde handlingsforløb. Bogen veksler mellem det skræmmende og det morsomme, men det er altid vedkommende og overraskende.

2. Milan Kundera: Tilværelsens ulidelige lethed

Milan Kundera: Tilværelsens ulidelige lethed - forside

Romanen er et kompliceret værk, der både handler om behovet for mening og autencitet i det personlige liv og om undertrykkelsens ødelæggende væsen. Efter invasionen i 1968 tvinges lægen Tomas til at vælge mellem sin karriere og at stå ved et kritisk læserbrev, han skrev, mens det tjekkoslovakiske forår var på sit højeste. Han vælger det sidste og ender som skørtejægende vinduespudser, mens han privat vakler mellem erobringens ulidelige lethed og det komplicerede forhold til Tereza.

3. Toni Morrison: Salomons sang

Et folk har brug for historier, sprog og myter for at eksistere. Morrison gør sit bedste for at fortælle de sorte amerikaneres historie i denne storslåede roman om den selvoptagede Milkman, der vokser op i den privilegerede sorte overklasse i 1930’erne og 1940’erne, men som alligevel bliver sendt ud på en rejse for at finde sine rødder i efterdønningerne af den amerikanske borgerkrig.

 

Nyere dansk

Jeg har ikke fået læst ret mange nyere danske bøger i år – og blandt dem, jeg har fået læst, har der været langt imellem snapsene. Jeg vil derfor nøjes med at fremhæve to, selvom jeg også læste Leif Davidsen: Den ukendte hustru med fornøjelse

1. Ida Jessen: Postkort til Annie

Postkort til Annie - forside

Jeg har længe været glad for Ida Jessens bøger, og hun skuffer bestemt heller ikke med sin nye novellesamling. Hun formår som ingen andre at sætte fingeren på den moderne danskers ømmeste punkter og så trykke til. Selvom vi lever i et trygt og godt samfund, så er angsten ikke forsvundet – men den har forplantet sig til parforholdet og den evige bekymring for børnene.

2. Yahya Hassan: Yahya Hassan

Yahya Hassan: Digte - forside

Den unge komet på den litterære stjernehimmel er et fascinerende og ubehageligt bekendtskab. Fascinerende fordi han skriver intenst og vedkommende om sin barske baggrund, men også ubehagelig fordi digtenes jeg-fortæller langt fra er sympatisk. Alle forklaringerne ligger der selvfølgelig – den voldelige fader, traumerne fra barndommen i Libanon – men det undskylder jo ikke en kriminel løbebane. Interessant var det i hvert fald, og det bliver spændende at se, om han kan følge debuten op.

 

Nyere udenlandsk

Jeg prøver at læse en del på tysk og engelsk for at holde sprogene ved lige, og i år har det ført mig til flere fascinerende romaner – ved siden af det, jeg har læst i oversættelse. Ud over de tre på listen, er der også god grund til at fremhæve Wolfgang Büscher: Berlin-Moskva, Per Olov Enquist: Lignelsesbogen og Florian Illies: 1913.

1. Wolfgang Herrndorf: Tschick

Tschick - forside

Tænk at tysk kan være så smukt, så morsomt og så sårbart som i Herrndorffs smukke roadmovie-roman. Maik er en ganske almindelig teenager med rod i kernefamilien og problemer med at komme i kontakt med de piger, han gerne vil have. Men da han møder Tschick tager alting en ny drejning, og inden længe er de to drenge i gang med deres egen odyssé i en stjålet Lada gennem det østtyske mandskab, der er fyldt med poesi og mystik. En fantastisk historie!

2. Eugen Ruge: In Zeiten des Abnehmenden Lichts

Eugen Ruge: In Zeiten des abhehmenden Lichts - forside

Vi bliver i det østtyske med Ruges familiekrønike / mindesmærke over fejlslagne DDR. Vi følger en familie i fire generationer fra republikkens grundlæggelse til verden endegyldigt tog en ny drejning med terrorangrebene 11. september. Den første generation vendte hjem fra eksil i Mexico for at bygge det nye samfund op, og deres børn havde også en fast tro på det nye samfunds retfærdighed og værdi. Men det varer ikke ved, og da flygtningestrømmen tager til i efteråret 1989 er barnebarnet blandt de første, der vender landet ryggen. Det brændende lys fra DDR’s første år svinder ind – og det formidler Ruge mesterligt.

3. Pavel Kohout: Jeg sner

Jeg_sner

Hvem overvågede hvem? Det er det spørgsmål, som Petra Marova må stille sig selv, da hendes ekskæreste vender tilbage fra udlandet efter fløjlsrevolutionen i 1989. Han anklages for at have været hemmelig agent for efterretningstjenesten, og det bekræftes af hendes tidligere elsker, der har arbejdet for den. Sandheden er næsten umulig at finde, og samtidig fyldes hendes hoved af bekymringer over forandringer på arbejdet og ikke mindst af muligheden for graviditet efter et mislykket one-night stand.

 

Årets bedste bog

Det ville være nemt at pege på Processen, og det ville også være et godt valg. Men for mig var den mest overraskende og bevægende læseoplevelse i 2014 en ny og i hvert fald på dansk ret ukendt bog:

Wolfgang Herrndorf: Tschick

Jeg håber den snart oversættes til dansk og ellers er den en fantastisk mulighed for at friske tyskkundskaberne op!

Tschick - forside

 

Reklamer

2 thoughts on “Årets bedste læseoplevelser – 2014

  1. Jeg har ligesom dig læst Tjick, men faktisk på dansk 😀 Forrygende roman, som helt klart skal genlæses en dag. Jeg har i år også fået læst Bedemandens Datter af Bechdel og selvom den ikke nåede toplisten af mine graphic novels, så er det bestemt en forfatter jeg skal have læst noget mere af. 🙂

  2. Hej Ann-Kristine

    Tak for tippet. Jeg kan se, at Tjick er udkommet på dansk i 2014, så jeg tror faktisk ikke, at den var publiceret, da jeg skrev anmeldelsen og så har jeg ikke fået tjekket efter til opsummeringen. 😎

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s