Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Gabriel Garcia Marquez: Generalen i sin labyrint

Simon Bolivars sidste dage

Amerika har været gennem flere uafhængighedskrige, og flere generaler har sat deres aftryk på de nye stater, der opstod, da først europæerne var smidt ud. George Washington grundfæstede det civile, politiske styre i USA ved at lade sig vælge som præsident og derefter gå af. I sin alderdom kunne han se demokratiet blomstre og undertiden gå i uforudsigelige og populistiske retninger.

Gabriel Garcia Marquez: Generalen i sin labyrint

Simon Bolivar kæmpede for et føderalt Amerika efter befrielsen fra spanierne, men hans sidste politiske forehavende var ikke tilsmilet af samme held. I stedet for at trække sig blev han væltet af intriger, og i stedet for at iagttage udviklingen fra farmens trygge rammer døde han slidt og nedbrudt, mens hans fjender vandt frem og splittelsen mellem de tidligere kolonier blev stadfæstet.

Det er denne sene Bolivar, der er i centrum i Marquez’ roman fra 1989. Vi følger generalen, som han næsten konsekvent omtales, fra han beslutter at bryde op fra Santa Fé de Bogotá for at gå i eksil, over den besværlige rejse af Sankt Magdalena floden mod nord til den venezuelanske kyst til han dør på en afsides sukkerfarm. Undervejs ser han – og vi – i glimt tilbage på gamle kampe, store sejre, kærlighedseventyr og skæbnesvangre beslutninger.

Det er ikke meget han fortryder, og viljen til at forme verden efter sit eget hoved er der stadig, selvom han holder sine tilhængere hen med tvetydige bemærkninger og krav om loyalitet mod den nye orden. Kræfterne er der bare ikke længere. Han må i stigende grad se slutningen i øjnene og flytte fokus til at bringe orden i sine sager.

Rundt om generalen er en stor og farverig personskare. De trofaste kammerater i følget er en blandet flok, og på rejsen dukker endnu flere op, og så er der tjeneren José Palacios, der som en anden Sancho Panza følger sin herre i tykt og tyndt.

Men den ubestridte hovedperson er selvfølgelig Bolivar selv, som Marquez tegner et sammensat billede af. På den ene side dyrker han den mytiske fremstilling af ham som en macho-helt, der med sin personlighed er klar til at påtage sig førerrollen i enhver situation og f.eks. sørger for, at en flodbåd kommer gennem et uvejr, da kaptajnen ikke selv kan. På den anden side prikkes der hele tiden huller i myten. Bolivar er alvorligt syg, og den fysiske svækkelse er så markant, at han bogstavelig talt krymper for øjnene af tilhængerne næsten lige så hurtigt, som hans ry vokser.

På samme måde er det med forholdet til politikken. Vi kommer så tæt på hovedpersonen, at det er svært ikke at identificere sig med Bolivars tilhængere og håbe på, at han melder sig på banen igen, men samtidig fremstår han også som en advarsel mod generaler i politik. For hvad opnår han egentlig? Hans drømme går tabt, og stridighederne mellem ham selv, rivalerne og hans efterfølgere grundlægger først og fremmest en lang latinamerikansk tradition for borgerkrige og senere militærdiktaturer. Der kan føres befrielseskrige med en hær, men frie, solide stater kræver noget andet.

Man skal ikke læse romanen for dens politiske moraler. Man skal gøre det for dens fortælling, dens stærke karakterer og ikke mindst for dens hovedperson, der absolut er en roman værd.

3½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s