Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien

Fortælling om betingelsesløs kærlighed

Jan Anderson er en vrissen og vanskelig mand, der er godt træt af både konen og det barn, der er på vej. Kan det virkelig passe, at han skal sidde ude i brændeskuret og fryse, mens kvinderne har overtaget huset under fødslen? Ja, det kan det godt, og da han først får sin lille datter i armene, ændrer alting sig. Resten af Lagerlöfs roman fra 1914 handler om hans betingelsesløse kærlighed til Klara Fina Gulleborg, som han fantasifuldt døber hende.

Kejseren af Portugalien - forside

”Lige bagefter begyndte hjertet at banke i brystet på ham som det aldrig før havde gjort, og i samme øjeblik frøs han ikke længere, og ked af det og bekymret og vred var han slet ikke, alt var godt. … i samme øjeblik forstod han hvad det var der havde sat hjertet i gang hos ham. Og ikke nok med det, han begyndte også at ane hvad der hele livet havde været i vejen med ham. For den som hverken mærker sit hjerte i sorg eller glæde, kan rigtignok ikke regnes for et rigtigt menneske.” (s. 13-14)

Jan er en fattig husmand i det nordlige Sverige, og Klara Gulla bliver hans livs lys. Han følger stolt med, når hun starter i skole og bliver konfirmeret, og han vokser også selv. Det hårde arbejde er pludselig ikke så vanskeligt, fordi han gør det for hende.

Den lykke kan ikke vare ved. Da Lars Gunnersen bliver ny husbond på den store gård ved siden af, bliver familien truet med ruin og hjemløshed. Jan tager det så underligt roligt: Han er sikker på, at Klara Gulla nok skal løse det hele, men da hun foreslår at drage til Stokholm for at tjene pengene rammer det ham som et chok, og da hun først drager af sted og ikke vender hjem igen – detaljerne får vi aldrig at vide, men hun er vist kommet i ”ulykke” i den store by – går han nærmest i opløsning.

Han begynder at forestille sig, at Klara Gulla er blevet gift med prinsen af Portugalien, så hun nu er prinsesse og Jan derfor kejser af Portugalien. De andre griner af ham, men lader ham blive i troen – det antydes ganske let i romanen, at hans galskab måske kun bliver så omfattende, fordi ingen har mandsmod til at sætte en stopper for det – men det gør også ventetiden udholdelig.

Hver dag går han ned til havnen for at se, om hun vender tilbage i triumf, men det sker aldrig. Til gengæld udvikler han efterhånden synske evner. Flere gange griber han heldigt ind ved at følge sine instinkter, og Lars Gunnersen, der måske ikke har helt rent mel i posen, begynder efterhånden at frygte for hans ildevarslende spådomme.

Endelig, endelig vender Klara Gulla hjem. Men kan hun leve op til hans overvældende forventninger? Og hvad siger hun til den far, der nok holder af hende, men som også er blevet fremmed for hende?

Slutningen skal ikke røbes her, men romanen er en historie om forældres betingelsesløse kærlighed til deres børn, uanset om børnene lever op til det fjerde buds krav om at ”ære din far og din mor.” Lagerlöf får i den grad skrevet liv i Jan Andersson, der for læserens øjne udvikler sig fra en kold fisk til en god mand. Man følger ham hele vejen ind i vanviddet, og selvom jeg fik lyst til at ruske ham i skuldrene for at få ham til at være præcis så vred på Klara Gulla, som hun fortjener, så måtte jeg til sidst overgive mig og beundre hans grænseløse kærlighed.

Det er jo, hvad forældre skal gøre.

4

Advertisements

One thought on “Selma Lagerlöf: Kejseren af Portugalien

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s