Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Alison Bechdel: The essential Dykes to Watch Out For

Lesbisk krønike om vejen fra modkultur til normalitet

Jeg har været vild med Bechdel siden jeg læste hendes selvbiografiske graphic novel Bedemandens datter, der handlede om opvæksten og forholdet til faderen og hans homoseksualitet. Det er et mesterværk, og jeg var også ret glad for hendes Are you my Mother? der udforskede forholdet til moderen og fortalte om Bechdels liv frem til og med den skelsættende udgivelse af den første bog.

Alison Bechdel: The essential Dykes to Watch Out For

Mere vil have mere, og når Bechdel kun har udgivet to graphic novels – begge forældrene er brugt, så hendes søskende sidder vel og frygter for, at de står for tur næste gang… – var det tid til at kaste et blik på den serie, hun først slog igennem med: Dykes to Watch Out For. Det er en avis-serie, som Bechdel har udgivet siden 1987. Hver anden uge har hun afleveret en side med en historie på fire striber, og det er blevet til over 500 episoder frem til 2008, hvor denne bog blev udgivet

Dykes følger en gruppe lesbiske veninder i USA, mens de lever deres liv, kæmper for anerkendelse, finder sammen, går fra hinanden, får børn og ser den ene præsident afløse den anden. Der er Mo, en idealist og kværulant, der konstant er vred over verdens uretfærdighed, Lois, der er promiskuøs af princip, Ginger, der kæmper for at slå igennem som akademiker, Sydney, der er det kyniske modstykke til Mo og mange andre.

Der er også det faste par Toni og Clarice, der beslutter sig for at få et barn sammen og siden for at flytte ud i forstæderne, hvor der er plads og gode skoler. Til sidst glider de fra hinanden og bliver skilt. De illustrerer meget godt den vigtigste udvikling over de tyve år, som bogen dækker: Normalisering.

Det lesbiske miljø, der startede som modkultur, hvor vegetarmad, oprør mod patriarkatet og kritik af kapitalismen var en samlet pakke, bliver offer for sin egen succes. Det lykkes langt hen af vej for bøsser og lesbiske at blive anerkendte som ligeværdige og med samme rettigheder, men det betyder også, at der slås sprækker i den fælles front. Nu kan konservative pludselig også være homoseksuelle, og lesbiske kan spise kød, arbejde for storkapitalen, og støtte Bush junior og hans krig mod terror. Alt sammen noget, der var utænkeligt tredive år tidligere.

Det er en udvikling, som Bechdel og hendes alter ego Mo har det meget blandet med. På den ene side er de glade for, at alle veje efterhånden står åbne for lesbiske – på den anden side harmes de over, at det viser sig, at lesbiske bruger den frihed til at vælge alle de veje, som hun er uenig i.

Striber er en svær genre at læse ud i et. Historierne er skabt over en meget lang periode, og hver enkelt side skal samtidigt fungere i sin egen ret. Men det fungerer forbløffende godt, både som enkelte historier, som temaer, der udspiller sig over fem-seks sider og som en samlet krønike om en gruppe venner, der også er lesbiske, venstreorienterede og miljøforkæmpere.

Historierne er sjove og velfortalte med en skarp og intelligent dialog og en tegnestil, der er velkendt for Bechdel-læsere. Jeg morede mig, rasede og var trist i selskab med Mo og de andre Dykes to Watch Out For. Det er noget helt andet end hendes graphis novels – men det er næsten lige så godt og jeg nød bogen fra start til slut.

4½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s