Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Toni Morrison: Salomons sang

Myter, sprog og fortællinger som identitetsskaber

Mange slavers efterkommere har fået deres efternavne mere eller mindre tilfældigt. Det var ikke noget de hvide, gik så meget op i, og for dem var det ofte logisk og rimeligt nok at give dem slaveejerens navn. Andre gange lavede de sjov eller var ligeglade. Under alle omstændigheder må Macon Dead siges at høre til den mere besynderlige afdeling.

Salomons sang - forside

Macon Dead III, kaldet Milkman, er hovedpersonen i Salomons sang. Han bliver født i starten af 1930’erne, og hans position er nogenlunde så gunstig, som det var muligt for en sort i USA på det tidspunkt. Ikke nok med at han bor i Michigan, han hører også til den sorte overklasse. Hans morfar var byens første sorte læge, og faderen er en rig ejendomsspekulant.

Macon tænker ikke meget over, at han er sort eller privilegeret. Mens vennen Guitar bliver radikaliseret med borgerrettighedsbevægelsen, flyder Macon bare med strømmen. Han interesserer sig ikke for sin historie og slet ikke for sin familie. Han generer dem ikke, men hans største drøm er at slippe for forpligtelser, og hver gang noget går ham imod, hævder han, at han ikke har ”fortjent” det. Det har han måske heller ikke, men han er slet ikke bevidst om, at hans handlinger har konsekvenser.

Milkman står i centrum, men Morrison fylder også personerne omkring ham ud. Der er det hadfyldte forhold mellem moderen Ruth og faderen Macon Dead II. Der er faster Pilatus, som er født uden navle og bevæger sig gennem tilværelsen, som om hun er formet af andet end den jordiske verden. Og der er hans søster Korinther, som gennem det meste af bogen er en skygge, og alligevel får foldet sit liv så smukt ud, at hun fremstår som en hel person. Beskrivelsen af hendes glæde ved at arbejde, selvom det kun er som stuepige, og af hendes forsigtige kærlighed til den fattige Porter er sig selv en smuk historie.

Milkman tror, at han har brug for sine egne penge for at blive fri, og derfor rejser han ud for at finde en mystisk guldskat. Sporene fører tilbage i familiens historie. Først til den farm i Pennsylvania, hvor farfaren blev dræbt af en flok hvide mænd, så de kunne overtage den. Så til det sted dybt i Virginia, hvor den første Macon Dead udvandrede fra i tiden efter borgerkrigen. Mens guldskatten fortoner sig, opdager Milkman, at det var noget helt andet han savnede: En identitet og en historie han kan være stolt af.

Morrison har selv sagt, at bogen ikke er en politisk protest, men den er alligevel politisk på et dybere plan. Hun vil fortælle de sorte amerikaneres kulturhistorie – myterne, sproget, sangene – og på den måde give dem deres identitet tilbage, præcis som Macon genfinder sig selv ved at anerkende og udforske sine rødder i syden og i slaveriet.

Jeg var mere end almindeligt begejstret for bogen. Morrison skaber levende og interessante figurer, og selvom der er flettet mytiske elementer ind i historien, så bliver det aldrig påklistret. Det var simpelthen en usædvanlig god historie fortalt usædvanligt godt.

4½

Advertisements

2 thoughts on “Toni Morrison: Salomons sang

  1. Det kan jeg bestemt anbefale – Morrison er både “fin” litteratur og relativt nem at gå til. Især i denne her, tror jeg. Jeg læste Elskede for tyve år siden, og den husker jeg som mere knugende og lidt sværere tilgængelig end Salomons sang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s