Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Walter Scott: Waverley

En historisk historisk roman

Da Walter Scott udgav Waverley i 1814, var det noget særligt. Med Waverley og de efterfølgende romaner grundlagde Scott mere eller mindre en ny litterær genre: Den historiske roman. Nu er bogen selv blevet historisk, så hvad kunne være mere passende end at starte årets læsning af ”jubilæumsbøger” her?

Waverley - forside

Waverley er navnet på hovedpersonen. En ung adelsmand fra England, der i 1744 drager til Skotland for at blive officer. Det var præcis på det tidspunkt, at Stuarterne for sidste gang prøvede at generobre den engelske trone og nærmest uden at ville det, bliver Waverley en del af oprøret.

På sin vis er han disponeret til det. Hans onkel støttede stuarterne under den sidste krig, og hans gamle huslærer er en svoren tilhænger af katolicismen og det gamle kongehus. Alligevel vil det være for meget at sige, at Waverley støtter kampen af ideologisk overbevisning. Uanset de juridiske argumenter imod det nye kongehus, så er han i bund og grund skeptisk over for at røre ved en samfundsorden, der de facto har været ved magten så længe. Det er intriger, romantisk drømmeri og såret stolthed, der får ham til at slutte sig til Charles Stuart, da han er gået i land med sin hær.

Modsætningen til Waverley er de skotske klaner. Baron Bradwardine er en gammeldag feudalherre i lavlandet, og hans loyalitet til stuarterne er et spørgsmål om ære og tradition. Han var også med sidste gang, og selvom han har holdt lav profil siden, så er der aldrig tvivl om, at han selvfølgelig skal med.

Kernen i oprøret var dog i højlandet. I virkeligheden bredte sig ikke synderligt derudover, så missionen var håbløs. Under en orlov fra sit britiske regiment besøger Waverley Fergus MacIvor og hans søster Flora i højlandet. De er vokset op i Frankrig ved stuarternes hof, og deres engagement er både ideologisk og fanatisk. Hos Fergus modereres det en smule af politisk taktik, men hos Flora er det rendyrket. Waverley fortrylles af hendes skønhed. Hendes gæliske sang og harpespil ved en månebeskinnet sø er vel også nogenlunde så romantisk som noget kan være, men hun er tabt for jordisk kærlighed. Kun kampen betyder noget, og da nederlagt står klart, ender hun logisk nok med at gå i kloster.

Denne første historiske roman er ikke placeret i en fjern fortid. Da romanen blev udgivet, var der kun gået 70 år siden de begivenheder, den omtaler. De var historie, men lå stadig på kanten af levende erindring. Alligevel understreger fortælleren gang på gang, at de foregik i en meget anderledes verden, hvor klansystemet var totalt dominerende i højlandet. Det var den ubetingede loyalitet til høvdingene, der gjorde dem i stand til at mobilisere hele deres klaner i oprøret – og det var selvfølgelig også derfor, at englænderne bagefter tog et fuldstændigt opgør med hele den logik

Det er Scotts mål at fastholde og formidle anderledesheden. Her er der en klar sammenhæng med den samtidige udvikling i historieskrivningen, hvor man i stigende grad anerkendte tidligere historiske epoker som unikke i deres egen ret. (I virkeligheden var der nok snarere tale om at han opfandt traditioner, der aldrig havde været så dominerende, som han beskrev dem, men det er en anden historie.)

Sidste år startede jeg med Pride and Prejudice fra 1813. Den fremstod stadig som et let tilgængeligt og moderne værk, mens Waverley virker noget gammel. Det gælder de lange udredninger om tidens politiske situation, de lange dialoger og beskrivende afsnit. Jeg havde i hvert fald svært ved at leve mig ind i historien, og Waverleys beslutning om at slutte sig til oprøret virkede aldrig helt troværdig.

3

Reklamer

2 thoughts on “Walter Scott: Waverley

  1. Smuk anmeldelse af en bog, jeg aldrig har været nysgerrig overfor. Jeg har slet ikke læst noget af Walter Scott, og han var jo en af de helt store i sin samtid. Måske får jeg det gjort, engang. Det lyder jo trods alt, som om der stadig er lidt at komme efter.

  2. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok starte med en af hans helt store sællerter som Ivanhoe eller Rob Roy. Jeg har lidt en fornemmelse af, at han ikke har fået helt styr på sine virkemidler endnu i Waverley, eller også hænger det sammen med, at han har følt sig forpligtet på den historiske periode, som trods alt stadig lå inden for mands minde.

    Jeg synes bestemt Scott er værd at læse, men som jeg slutter af med at skrive, så føles han ikke moderne på samme måde som Jane Austen f.eks. gør det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s