Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Tomas Espedal: Mod kunsten

Sorg og krise i smuk bearbejdning

Espedal har længe stået på min liste over forfattere, som jeg gerne ville stifte bekendtskab med, og derfor var de helt perfekt, at hans lille roman(?) Mod kunsten fra 2009 var på programmet i min læsekreds i denne uge. Det kan godt være, at bogen er lille, men tematikkerne er store.

Mod kunsten - forside

Vi møder jeg-fortælleren, der har mange træk tilfælles med Espedal selv, da han er i dyb krise. Det er to dødsfald, der martrer ham: Hans egen mor, der er død i april, og hans ekskone, der er død i september, så han nu er alene med den ene af de to døtre. Det virker, som om det drejer sig om samme år, men i virkeligheden er moderen nok død adskillige år tidligere. Sorgen er bare aldrig blevet bearbejdet, og nu dukker det hele så op til overfladen igen.

Romanen følger fortælleren fra krise til en ny begyndelse, og han finder vejen ud ved at søge tilbage. I glimt ser vi bedsteforældrenes liv, og han dramatiserer højdepunkterne i slægtens historie. De små anekdoter, der er blevet mytiske, men som han aldrig selv har oplevet. Alligevel er de virkelige nok. De er en del af ham, fordi fortællingerne i lige så høj grad, som de faktiske begivenheder er med til at forme vores liv.

I anden del bogen fortsætter han til forældrene og sin egen opvækst. Historien bliver mere sammenhængende og detaljeret. Det skyldes selvfølgelig, at han kender mere til den nære historie, men det afspejler også, at han så at sige skriver sig selv frem og igennem sin krise.

Samtidig er det også en historie om fortællerens vej til at blive forfatter. Det handler både om den konkrete udvikling han gennemløb som studerende i København, men det handler lige så meget om hans tvetydige forhold til kunst. Hans arbejderbaggrund skinner tydeligt igennem i hans forsøg på at gøre kunsten til et arbejde med faste mødetider og en plads bag hans maskine (skrivemaskinen) i hans del af produktionsarbejdet. Det ses også i hans glæde ved at producere, ved bare at se stakken af manuskriptsider vokse ved siden af skrivemaskinen. Er det godt, giver det mening? Måske, måske ikke, men indsatsen kan man ikke tage fra ham.

Fortællingen blev lidt for fragmentarisk til at gøre bogen til en af mine favoritter, men det er en vældig god bog til læsekredse, fordi der virkelig er meget at diskutere og tale om. Mit første møde med Espedal bliver ikke det sidste!

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s