Anmeldelser · Europæiske perler

Robert Harris: Imperium

Politisk intrige  med to tusind år på bagen er stadig spændende

Det vil være synd at sige, at emnet for Robert Harris bog er aktuelt, for Imperium er et portræt af Cicero og hans vej til magten i Rom før kristi fødsel. Det kunne også gå ud over spændingen, at de fleste nok ved, at begivenhederne kulminerer med Cæsars overtagelse af magten og den romerske republiks undergang. Alligevel har Harris skruet en spændende og medrivende bog sammen.

Robert Harris: Imperium - forside

Bogens fortæller er Tiro. En lærd slave, der blev Ciceros sekretær og i et vist omfang også hans ven. De har kendt hinanden fra ungdommen, og Tiro er hurtigt blevet uundværlig for den ambitiøse Cicero, fordi han har udviklet et stenografi-system, så han kan notere taler og breve lige så hurtigt, som de bliver dikteret. Valget af Tiro som forfatterens øjne er et meget klogt træk. Det er ikke urealistisk, at han overværer alle de centrale begivenheder, og han er stadig en så tilpas anonym figur, at det virker troværdigt at gøre ham til jeg-fortæller.

Markus Tullius Cicero var en ny mand i Rom. Hans slægt havde intet automatisk krav på magt og indflydelse, så vejen til at indfri de politiske ambitioner gik gennem hårdt arbejde. Han måtte gifte sig til de penge, der var en forudsætning for at komme i gang, og derefter arbejdede han sig op nedefra som retslærd. Rollen som forsvarer gav klienter og netværk, og det blev grundlaget for valgkampene, der skulle gøre ham til ædil, prætor og til sidst konsul.

Det store gennembrud kom, da Cicero optrådte som anklager med Verres, der havde udnyttet sin guvernørpost til at udplyndre Sicilien. Det var en farlig konfrontation, fordi Verres tilhørte aristokratiet, men det var også en chance for at skabe sig et navn. Uden allierede gik det dog ikke, og da valget stod mellem den rige Crassus og generalen Pompejus, valgte Cicero at alliere sig med den sidste.

Efter retssagen mod Verres kom nye spillere på banen. Cæsar træder frem fra skyggerne som allieret for snart den ene snart den anden, men hele tiden fornemmer man planer, der potentielt kunne underminere republikkens institutioner og samle større magt i én mands hænder, end der tidligere var set.

Cicero er selvfølgelig bogens hovedperson og helt, men Harris formår at tegne et nuanceret billede af ham. Selvom han havde idealer, var han først og fremmest politiker, og derfor mere optaget af vælgernes gunst end at kæmpe for retfærdighed i absolut forstand. Det giver historien en tragisk skær, at Cicero selv var med til at dyrke de midler, der senere blev vendt mod republikken.

Jeg hørte bogen som lydbog, og den er fint indlæst af Thomas Gulstad. Romanen citerer flittigt fra Ciceros taler, og det kræver talent og patos at formidle storheden i de offentlige taler, men Gulstad slipper godt fra det.

Historen slutter med Ciceros kampagne for at blive konsul. Der er allerede udkommet yderligere et bind – Lustrum – om tiden som konsul, og planlagt et bind tre, der skal runde fortællingen om Cicero af. Det er derfor ikke så underligt, at bogen slutter lidt abrupt, og der er ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig også skal have læst efterfølgerne.

Se også min anmeldelse af Robert Harris: Pompeji

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s