Anmeldelser · Fra den vide verden

Erik Larson: Djævelen i den hvide by

Da jeg læste anmeldelse af bogen, blev den omtalt som et forsøg på at skrive ”den store amerikanske roman”, og det kan jeg godt undre mig over nu. På biblioteket stod den nemlig opført i decimalsystemet som en fagbog – det mener jeg så også var en fejl – og jeg synes heller ikke, at bogen levede op til mine forventninger.

Djævelen i den hvide by - forside

I 1893 blev der holdt verdensudstilling i Chicago, og den begivenhed er omdrejningspunktet for romanen. (Og ja, det er en roman. Godt nok er citater fra samtidige dokumenter placeret i citationstegn, men der er alt for mange steder, hvor historie og fiktion flyder sammen til at kalde det faglitteratur. Eftersom jeg forventede en roman, så oplevede jeg det så heller ikke som et problem.) To mænd står helt centralt: arkitekten Daniel Burnham, der havde det overordnede ansvar for opbygningen af udstillingen, og vaneforbryderen og massemorderen H.H. Holmes

Udstillingsområdet fik navnet Den hvide by, fordi alle de centrale udstillingsbygninger blev malet hvide, men der var gået mange sværdslag forud. Først skulle opkomlingene fra Chicago vinde retten til overhovedet at arrangere en udstilling i anledning af 400-året for Columbus opdagelsesrejse, og det var en kamp, der igen bragte den latente underlegenhedsfølelse over den kultiverede østkyst på banen. Men da den først var vundet blev alle sejl sat til for at vise, hvad byen duede til og for at sætte franskmændene og deres Eiffeltårn på plads.

Chicago var en brutal by, der var vokset op på rekordtid. Det var her, at kvæg og svin fra farmene i midtvesten blev slagtet og udskibet, og stanken af blod og indvolde fra slagterierne var i høj grad med til at definere byen. Det var også et mekka for forretningsmænd og lykkeriddere, der håbede på en hurtig profit. Midt i mængden færdedes Holmes som en fisk i vandet. Han var enestående dygtig til at snakke sig ud af, at han ikke havde betalt sine regninger. Han var også en sadistisk morder, der udnyttede storbyens vrimmel og det sociale kaos til at slippe af sted med langt værre forbrydelser.

Og det er her, jeg godt kan se, hvorfor bogen kan tolkes som et forsøg på at skrive den store amerikanske roman. Både skyskraberne, som Burnham var pioner for, og den forstyrrede massemorder er blevet ikoniske elementer i vores opfattelse af den moderne amerikanske storby. Samtidig var verdensudstillingen i 1893 en national manifestation med gigantiske besøgstal og et vigtigt vendepunkt i amerikansk historie.

Der er noget fundamentalt spændende over de to historier. Opbygningen af udstillingen var forsinket og fuld af problemer, men der var også en fantastisk energi og store triumfer. Holmes karriere er skræmmende, og det virker helt ufatteligt, at han ikke blev afsløret noget før. Bogen taber dog pusten i anden halvdel, fordi vi har hørt om Burnhams problemer før, og selv Holmes’ forbrydelser bliver trivielle. Det skyldes nok også, at Larson aldrig for alvor trænger ind i Holmes og giver et troværdigt psykologisk portræt af ham. Han forbliver et mysterium, der ses udefra.

Djævelen i den hvide by er afgjort værd at læse. Det vigtigste trækplaster er beskrivelsen af Chicago og udstillingens enorme betydning for byen, men Larson skriver så godt, at intrigerne i tidens amerikanske arkitektmiljø bliver interessante at følge. Og så tjener det ham til ære, at Holmes’ ofre skrives frem som mennesker, man kan genkende.

3½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s