Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Christin & Mézières: Linda og Valentins samlede eventyr 4

Mellemspil på jorden

For mig har opdagelsesrejserne blandt fjerne planeter altid været det fineste ved Linda og Valentin. Det lå derfor i kortene, at jeg ikke ville være helt så begejstret for bind 4, der i stor udstrækning foregår på Jorden i 1980’erne. Heldigvis er der altid kvalitet i tegningerne, og til sidst sættes kursen da også tilbage mod verdensrummet.

Linda og Valentin samlede eventyr 4 - forside

Bogen består af to dobbelthistorier. Hvor det tidligere har været menneskene fra Galaxity, der drog på opdagelse i universet, så er det her andre racer, der interesserer sig for Jorden. Det bruges bl.a. til at forklare det paradoks, at udgivelsesrækken snart ville passere 1986, hvor Jorden ifølge Storbyen der druknede skulle gå under.

Metro_Chatelet,_næste_stop_Cassiopeia  Brooklyn_Station,_endestation_Kosmos

I Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation kosmos er Linda og Valentin splittet op. Han er sendt til Paris i 1980, hvor han sammen med den madglade agent Albert skal opklare nogle mærkværdige fænomener. Underlige manifestationer af de fire elementer dukker op rundt omkring i Frankrig, og det interesserer ikke kun Galaxity-agenterne. Folk fra to store multinationale selskaber lusker også rundt.

Ude i rummet søger Linda efter svar på, hvor fænomenerne kommer fra, og det fører hende bl.a. til en skraldeplanet, hvor de fattige og enfoldige indbyggere må rydde op efter andre, mens deres skatte bliver stjålet fra templet. En bidsk kommentar til udnyttelsen af ulandene. Undervejs taler Linda og Valentin sammen gennem en telepatisk forbindelse, inden det hele kulminerer med en ny demonstration i en øde del af Brooklyn.

Spøgelset_fra_Inverloch  Tordenkilen_fra_Hypsis

Den næste dobbelthistorie er mere kompleks. I Spøgelset fra Inverloch er Valentin sendt til en fjern planet for at hente en Glapum’t. Det mystiske væsen lever i vand og har en unik evne til at følge objekters bevægelse gennem himmelrummet. På jorden er Linda flyttet ind på det skotske slot Inverloch, mens panikken breder sig hos atommagterne. Nøglepersoner går fra forstanden, og en større og større del af atomarsenalet bliver ukampdygtigt.

I Tordenkilen fra Hypsis sejler det specielle selskab mod Arktis for at undersøge et mystisk skib. Det menes at være på mission for planeten Hypsis, der tilsyneladende er ude på at ødelægge Jorden. Det må forhindres, selvom det betyder et voldsomt indgreb i rum-tiden. For hvis katastrofen i 1986 undgås, men hvad vil det så betyde for Galaxity, der opstod på resterne af den? Linda er i hvert fald ikke i tvivl, og jagten fører dem ud i rummet i et forsøg på at finde Hypsis og få sat en stopper for ødelæggelsen.

Det er altid en fornøjelse at læse Linda og Valentin, men specielt den første historie, var jeg ikke så vild med. Opbygningen virkede lidt konstrueret, og der gik noget tabt i dynamikken mellem hovedpersonerne, når de var forskellige steder. Den næste var bedre, og shingouzerne, de små informationskrejlere, er altid et sjovt indslag. Men jeg håber, at Christin og Mézières nu vender blikket tilbage mod rummet i de næste bind.

3½

Reklamer

2 thoughts on “Christin & Mézières: Linda og Valentins samlede eventyr 4

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s