Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Alan Moore og Melinda Gebbie: Lost Girls – Vildfarne piger

Voldsom sex indtager børnebogsklassikere

Alan Moore er dybt optaget af den gamle verden, tiden før 1914, hvor borgerskabet herskede, og hvor fremskridtstro og videnskabelige gennembrud gik hånd i hånd med idealiserede og kønsløse billeder af barndommen. I Det hemmelighedsfulde selskab trak han eventyrromanernes hovedpersoner ud for at danne et team af superagenter. Her er det børnebogsklassikerne, der står for skud.

Lost Girls - Vildfarne piger - forside

Wendy fra Peter Pan, Alice fra Alice i eventyrland og Dorothy fra Troldmanden fra Oz mødes på et luksushotel i Østrig lige før udbruddet af første verdenskrig. De føler sig draget af hinanden, og læseren er ikke mange sider inde i fortællingen, før de dyrker sex på kryds og tværs, mens de fortæller deres historie. Eller rettere genfortæller dem, for historierne om ønskeøen og spejlet kender vi jo. Det her er bare voksenudgaven, og det er artige sager, de tre kvinder kan fortælle.

Det er velkendt, at viktorianerne havde et tvetydigt forhold til sex. Aldrig før er der blevet gjort så meget ud af ærbarhed og kyske kvinder, og aldrig er der blevet talt så meget om sex, enten direkte eller i forklædte former. Derfor er det også nemt at fortolke de berømte børnebøger som en massiv fortrængning. Det er lige netop, hvad Moore gør.

Her er Peter Pan ikke en alf, der ikke vil være voksen. Han er en arbejderdreng, der dyrker sex med sin søster i parken og lokker Wendy og hendes brødre med. Og Alice’s spejlverden er ikke et eventyrland, men derimod en mental flugt fra et seksuelt overfald. Vi er ikke just i Kansas længere…!

På den anden side er det forkert at se pigerne som rene ofre. De fantaserer om sex og opsøger selv mulighederne – helt i modsætningen til den tids opfattelse af kvinder som ikke-seksuelle. Det kan godt være, at de har fortrængninger, men det sex og fortællingerne, der til sidst sætter dem fri igen.

Bogen er proppet med sex, der tegnes og fortælles, så der ikke er den mindste tvivl om, hvad der foregår. Det er ikke frugtbart at diskutere, om det er kunst eller porno, men bogen var i hvert fald ikke gået gennem censuren før 1969.

Lost girls - sideeksempel

Alligevel er det også en smuk bog, og det skyldes ikke mindst Melinda Gebbies tegninger. Der er ikke noget at tage fejl af, når hun tegner sex, men billedsiden har alligevel en vis uforklarlig naivitet, og i glimt viser hun scener fra de rigtige bøger, som er vildt smukke og får historierne til at flyde sammen. Der er f.eks. noget meget ømt over Lost Girls’ fremstilling af Wendys samvær med drengene fra Ønskeøen, selvom det ikke lige er sådan man husker det fra Disney.

De mange sexscener og lag på lag af lyster og begær blev lidt trivielt over 320 sider, og man kan godt anklage Moore for at gå i den modsatte grøft. Hvis viktorianerne gjorde hvad de kunne for at fjerne sex fra deres idealiserede verdensbillede, så kan man stort set ikke se andet end sex i Moores fremstilling. Men han har altid noget på hjerte, og det er svært at læse Vildfarne piger uden at blive påvirket.

Nå ja: Så får man også lyst til at læse Alice, Peter Pan og Troldmanden fra Oz.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s