Anmeldelser · Nyere dansk

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Denne bør nydes – også i fremtiden

Jeg er en stor fan af Helle Helle og især af hendes to forrige romaner: Rødby-Puttgarten og Ned til Hundene. Derfor kan det undre, at jeg først har fået læst hendes seneste roman nu. Til gengæld levede den op til mine høje forventninger!

Dette burde skrives i nutiden

Dorte Hansen er i starten af 20’erne og er lige flyttet ind i en bungalow i Glumsø. Det er meningen, at hun skal tage toget til København hver dag for at studere litteratur, men for det meste bliver der ikke rigtig noget af turen ud til KUA. I stedet går hun i Scala (historien foregår i 80’erne, hvor det var hot) eller drysser rundt i genbrugsbutikkerne. Som regel får hun også en kage eller to med hjem.

Der er tydeligvis noget, der ikke fungerer for Dorte. Forholdet til forældrene er problematisk. På den ene side har hun ikke rigtig noget tilfælles med dem. På den anden side kan hun ikke rigtig frigøre sig, og indflytningen i Glumsø er forsøg nummer mange på at flytte hjemmefra. Hun har mere kontakt til sin tante, der også hedder Dorte, men mest af alt har hun svært ved at ryste erindringen om forholdet til Per Finland af sig. Det var blevet ret alvorligt mellem dem, og bruddet plager hende – også selvom det var hende der gik.

Det er nemt at konkludere, at den er hel gal med Dorte. Hun lader sig alt for nemt skubbe rundt, og ikke meget tyder på, at der nogensinde kommer noget ud af studierne eller skriverierne. Den knivskarpe skildring af jeg-svage kvinder er Helles spidskompetence, og det lyser også ud af det præcise sprog i denne roman.

Her et eksempel, hvor Dorte er gået en tur ned på stationen. Et tog er rullet ind, men Dorte skal slet ikke med:

”Togføreren hang helt forrest med fløjten i munden og blikket rettet mod sit venstre håndled. Han kiggede ned på mig og lavede en kraftig gelejdende bevægelse mod toget. Først rystede jeg på hovedet, men så steg jeg alligevel på, da han lavede bevægelsen en gang til og fløjtede. Jeg kom hurtigt op ad de to trin og stod et øjeblik i døråbningen, mens toget langsomt satte i gang, så sprang jeg ned på perronen igen.” (s. 17)

Men måske er der slet ikke grund til at være så bekymret for Dorte. Måske er hun bare en ret almindelig ung kvinde, der skal bruge noget tid på at komme sig over et forhold og finde sin plads i livet? Hun er jo hverken den første eller den sidste, der har brugt et par år på at finde ud af, hvad hun skal med sit liv.

Dorte kommer i hvert fald selv med en interessant bemærkning om litteratur, hvor kun dét må komme med, der har en funktion:

”Det er jeg ikke sikker på, jeg er enig i, sagde jeg. Nogle gange sker ting jo bare.
Ja, sagde hun. Men det er kun i virkeligheden. Og nu taler vi jo faktisk om tekster.” (s. 158)

Helle Helle er vist enig med Dorte, hun vil skildre virkeligheden med alle dens mærkværdigheder, og tilfældigheder, og i virkeligheden er fremtiden aldrig givet på forhånd. Nogle ting er bare sket for Dorte. Det betyder ikke, at hun aldrig kan finde sin egen stemme eller få et forhold.

Helle Helle er en meget humoristisk forfatter, og der er masser af morsomme iagttagelser i bogen. Denne perle skal lige med. F.eks. om Pers forældre: ”Forældrene gik og fløjtede nede i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere.” (s. 13)

Er det sidste en forklaring på det første? Måske, måske ikke, men det var en bemærkning, der fik mig til at klukke.

Jeg hørte på et tidspunkt et foredrag med Mogens Davidsen, hvor han trak en linje fra Herman Bang til Helle Helle. De har i hvert fald det til fælles, at de i et smukt og præcist sprog skriver genkendelige og vedkommende personer frem. Dette burde skrives i nutid var en nydelse, og jeg ser frem til Helles næste bog – som der forhåbentlig ikke er så længe til!

4½

Reklamer

4 thoughts on “Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

  1. Jeg fandt Rødby-Puttgarten rigtig god, og var meget glad for Ned til hundene, som jeg læste og kort tid efter hørte som lydbog. Begge gode oplevelser. Jeg kastede mig derfor over Dette skal skrives i nutid, men blev noget så irriteret. Indlæseren var den samme, nemlig forfatteren, så jeg ved ikke rigtig hvad der gik galt. Så jeg går med skumle planer om at prøve igen, denne gang på papir.

  2. Marit: Dette burde skrives i nutid har ikke helt samme varme som de to foregående bøger, og det er meget let at blive irriteret på fortælleren, krumme tæer over pinlighederne og råbe: Så tag dig dog sammen! Jeg kan altså godt se, hvorfor man kan blive irriteret på bogen. Men den er værd at give en chance mere, synes jeg.

    Gitte: Tak – og du skal endelig læse Helle Helle. Hendes indfølte og realistiske portrætter af stille eksistenser og personer i krise – eller begge dele på en gang – er noget af det bedste, der skrives på dansk i disse år. Hvis man altså spørger mig! 😉

  3. Beldenak: Du ramte spot-on: Det var sådan jeg havde det, Tag dig dog sammen, pigebarn. Get a life! Men hun skal have en chance mere – efter BogForum

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s