Anmeldelser · Kunst og kultur

Paul Roberts: Life and death in Pompeii and Herculaneum

 

Glimrende katalog til storslået udstilling

 

Sommerferien gik til London, og en af de helt store oplevelser var en særudstilling om Pompeji og Herkulanum på British Museum. Udstillingen var arrangeret i samarbejde med det ansvarlige museum i Napoli, og det var lykkedes at låne nogle af de mest berømte genstande. (Blandt andet det vidunderlige dobbeltportræt af en mand og en kvinde der kigger lige ud på én, som om man de var live og ikke døde for næsten 2000 år siden. Det billede har jeg været fascineret af, lige siden jeg startede med at læse historie i 1994, så det var fantastisk at se det ”live”.)

Life and death in pompeji and herculaneum - forside

Paul Roberts har skrevet kataloget, der ligesom udstillingen er bygget op omkring det romerske hus’ placering i byen og de forskellige rums betydning. Efter en introduktion til byernes struktur og historie, zoomes der ind på familien og dens liv. Efter en beskrivelse af de officielle rum, hvor romerne drev forretninger, modtog besøgende og holdt middage, bevæger vi os gradvist længere og længere ind i privatsfæren. Haver, soveværelser og køkkener var rammen om frie borgeres og slavers dagligliv. Der lægges ikke fingre imellem. Vi kommer endda med på de ikke videre hygiejniske toiletter – forbløffende nok placeret i køkkenet – inden bogen rundes af med en gennemgang af byernes dramatiske undergang i 79 e.kr.

Roberts fortæller kyndigt byernes historie. Det sker ikke med udgangspunkt i genstandene, sådan som man kunne forvente det af et katalog, men derimod på baggrund af en klar forestilling om det romerske samfunds opbygning. Selvfølgelig er genstandene helt centrale, men de integreres i den overordnede fremstilling.

Portræt af romersk ægtepar

Selvom bogen forsøger at tegne et portræt af hele det romerske samfund, så er det klart, at overklassen fylder mest. Det var dem, der bestilte kunst på væggene, og det var dem, der havde råd til at betale for det flotteste håndværk, og det var selvfølgelig også her, at man fandt de flotteste smykker. Det skal ikke opfattes som en kritik, for jeg var dybt optaget af statuer, freskoer og smukt håndværk. Det er bare en konstatering.

De udstillede genstande er naturligvis med, men bogen rummer også mere. Fotos fra byerne, kort og figurer er med til at vise den kontekst, der ikke kan flyttes med ind i et udstillingsrum. I det hele taget er billedsiden fantastisk og med til at gøre bogen værd at fordybe sig i, selvom man ikke har set udstillingen.

Jeg ville meget gerne anbefale udstillingen, men den lukkede desværre ned i slutningen af september, så turen skal gå til Napolibugten, hvis man vil tage de fantastiske skatte i øjesyn. Måske lyder det heller ikke så afskrækkende – slet ikke på denne årstid – og det kan sagtens ske med Roberts’ katalog som baggrundslæsning.

Art in Pompeii and Herculaneum - forside

Art in Pompeii and Herculaneum er en samling fotos af kunst fra byerne. Der er meget store sammenfald med kataloget, så der er ingen grund til at købe begge bøger. (Vi var så heldige at få den gratis med, da vi købte den store bog, og det siger man jo ikke nej til.)

4½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s