Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Emmanuel Guibert: Alans krig

Illustrerede erindringer om krig og opbrud

Guibert er måske den vigtigste repræsentant for den ”dokumentariske” graphic novel. I Fotografen tegnede han fotografen Didier Lefèvres rejse til Afghanistan, og resultatet var en interessant grafisk blanding af fotografier og tegninger. Her fylder tegningerne mere, men det er igen en anden persons konkrete erfaringer, der danner grundlaget for bogen.

Alans krig - forside

Alan Ingram Cope voksede op i Californien og blev indkaldt til militæret efter angrebet på Pearl Harbor. Han var ung og arbejdede en overgang som underviser på radiotjenesten, så han kom først til Europa i starten af 1945. Så gik det til gengæld stærkt, og på en mission for general Patton nåede hans deling langt ind i Tjekkoslovakiet. Efter Jaltaaftalen trak de sig tilbage til Bayern og deltog i besættelsen af Tyskland.

Guibert lærte Cope at kende i starten af 1990’erne. På det tidspunkt havde Cope boet i Frankrig og Tyskland i 40 år, for krigen blev skelsættende i hans liv. Han vendte ganske vist tilbage til USA og gik i gang med en præsteuddannelse, men tvivlen fik tag i ham, og han følte sig fremmedgjort i sit eget land. I stedet gik han på kunsthåndværkerskole i Paris og endte som civil medarbejder for de amerikanske styrker i Europa.

Bogen hedder Alans krig, og vi følger da også Alan fra indkaldelsen over militærtræningen til krigsdeltagelsen i Europa. Men Alans deling kommer for sent til de store slag og deltager kun i sporadiske kampe, så man skal ikke læse bogen som krigshistorie i traditionel forstand. Bogens styrke ligger i skildringen af Alan og de mange spændende mennesker, han møder. Han er nemlig et nysgerrigt menneske, der opdager klassisk musik, og som bruger krigen til at lære Europa og europæerne at kende.

Det er påfaldende, at krigen bryder op i den sociale orden. Hverken Alan eller dem han møder, ville have været, hvor de mødtes, uden krigen. Vi taler tit om, at verden bliver mere og mere international, men virkeligheden er vores del af verden ret stabil sammenlignet med de folkevandringer og den sociale forvirring, der rullede ud over kontinentet for 70 år siden.

Alans krig - sideeksempel

Guiberts tegninger understøtter fint Alans beretning. Billedsiden er holdt i en rolig og stabil streg, der passer godt overens med hans gemyt. Guibert fortæller selv i forordet, at Alan lagde mere vægt på detaljer ved biler og tøj end på hans fremstilling af scener fra hans liv. Om det er forklaringen, ved jeg ikke, men man kan i hvert fald tydeligt genkende 1940’erne i billederne.

Alan er en helt almindelig soldat, og skildringen af krigen fra hans synsvinkel er en af bogens store styrker. Han er også en spændende person, som man gerne lærer at kende. Det er svært at se, hvor meget Guibert har bearbejdet teksten – han optog Alans beretninger på bånd – men det er tilsyneladende ikke ret meget. Det gør bogen autentisk, men det er også lidt en udfordring, for selvom Alan har en skarp hukommelse, så står anekdoterne nogle gange lidt alene.

Den sidste tredjedel om tiden efter krigen bliver også lidt for lang i spyttet, men Guibert viser igen, hvor meget det grafiske kan gøre for en bog. Alan Copes historie ville aldrig have fået det samme liv uden billedsiden, og det kunne være forfriskende, hvis nogle af de mange metervare-biografier engagerede en tegner i stedet for en ghostwriter. Så ville vi både få fortællerens egne ord og en hjælp til at forstå historien.

3½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s