Anmeldelser · Europæiske perler

Ian McEwan: Sorte hunde

Fremragende 90’er roman om den store og den lille historie

Sorte hunde er den tredje McEwan roman jeg har læst, og jeg må sige, at han er en bemærkelsesværdig forfatter. Selvom hans bøger på overfladen er let tilgængelige, så er de også komplicerede og vækker til eftertanke.

Sorte hunde - forside

Tag nu Sorte hunde. Romanen er umiddelbart en biografi over ægteparret Bernard og June, der i 1946 tager på bryllupsrejse i Europa. Som så mange andre unge er de faldet for kommunistpartiets idealer, og som andre kloge unge ender de med at bryde med det. June trækker sig væk fra politik for at dyrke den åndelige verden, mens Bernard stille og roligt rykker ind på den reformistiske venstrefløj og bliver et aktivt parlamentsmedlem for Labour. Leve sammen kan de ikke længere, men de elsker hinanden til det sidste.

På overfladen en enkel historie, men så alligevel ikke. Historiens fortæller er parrets svigersøn Jeremy, der som barn mistede sine forældre. Hans liv er en konstant søgen efter en familie, der kan erstatte det tabte, og Bernard og June er endnu et eksempel på det. Han vil finde ud, hvad der skete i 1946, da de nygifte begyndte at glide fra hinanden.

Spørgsmålet er, hvor meget man kan stole på fortælleren. I bogens sidste del udlægger han de mystiske sorte hunde som et symbol på den nazistiske pest – for nu at bruge Hartvig Frisch’ udtryk – der ødelagde et Europa for at give plads til den ny tids fred og velstand. Det er en tolkning, som Bernard aldrig anerkender, så har vi at gøre med en sand historie, eller er det i virkeligheden en senere generations efterrationalisering, der fortælles?

Historieskrivningen må selvfølgelig altid mest blive det sidste. Vi kan kun fortælle historien ud fra vores egne erfaringer, og selv den mest hårdtarbejdende historiker kan aldrig bringe fortiden med alle dens nuancer og uudtalte forestillinger til live. Alligevel må vi prøve, for vores arbejde med fortiden gør os klogere på os selv.

Sorte hunde er fra 1992 og må være en af de første store litterære bearbejdninger af murens fald. Jeremy og Bernard tager til Berlin for at opleve nybruddet, og romanen er også en fortælling om den verdensorden, der har formet både forfatteren og bogens hovedpersoner, og som virkede urørlig indtil den pludselig kollapsede under sig egen vægt.

Det er imponerende at skrive så indsigtsfuldt om skiftet så kort tid efter, og McEwan forfalder aldrig til nemme svar på sine komplicerede spørgsmål. Som læser lægger man bogen fra sig og er tilfreds, fordi historien gik op – men man mærker en mere kompliceret virkelig rumle videre underneden.

4½

Advertisements

2 thoughts on “Ian McEwan: Sorte hunde

  1. Ian McEwan er virkelig en af mine yndlingsforfattere, og hans bøger varierer så bredt i tematikker og plot – men hans genialitet består. Jeg elsker det.

    Jeg har endnu ikke læst denne, men efter den varme anmeldelse ryger den fluks på min læse-liste.

  2. Der hører den hjemme, synes jeg. Jeg kan se, at mange rangerer andre af hans bøger højere, og jeg vil ikke helt udelukke, at en nørdet interesse for historie og den kolde krig får mig til at se den i et mere positivt lys end de fleste andre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s