Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Martin A. Hansen: Høstgildet og andre fortællinger

Fortællinger fra det kristne Sjælland

Som ung var jeg stærkt begejstret for Martin A. Hansen, og jeg læste over et par år de fleste af hans romaner. Siden gik min læsning i andre retninger, men da jeg genlæste Løgneren for et nogle år siden, var jeg ikke i tvivl om, at han stadig rørte noget i mig.

Høstgildet - forside

Høstgildet er en samling af tidligere trykte noveller, der blev udgivet i 1960. Det skete efter Hansens alt for tidlige død i 1955, og man får på fornemmelsen, at bogen skulle fungere som forskræp og reklame for den store Mindeudgave, der samtidig var på vej.

Historierne viser i hvert fald meget godt spændvidden i Martin A. Hansens forfatterskab. Her er fortællinger fra Danmarks tidligste historie, hvor vendiske pirater drev hærgende op omkring Sjælland. Her er filosofiske historier om den tvivl, der må plage alle intelligente kristne, fordi tvivlen er troens følgesvend.

Først og fremmest er der noveller fyldt med stærke naturbilleder og en indfølt skildring af det sjællandske bondeland før det blev moderne. Martin A. Hansen oplevede de to verdenskrige, der også var de to første moderne krige, udkæmpet og vundet med maskiner, men i Høstgildet er der hverken tog, biler eller bare en cykel. Det er alt sammen heste og drenge i bare fødder, der løber over de nypløjede marker.

Det gør det ikke til romantiserende billeder af livet på landet. Tværtimod hviler døden og tabet over de fleste historier, for livet på landet var også hårdt, og det var ikke spor nemmere at vende tilbage fra Napoleonskrigene end fra modstandskampen, når kæresten havde fundet en anden, mens man var væk.

Der er ingen tvivl om, at Martin A. Hansen ville riste en rune over det bondesamfund, som han var rundet af, og som allerede var under afvikling. Ganske som Tirad rister en rune i den nybyggede kirke i samlingens sidste novelle, eller, som det skrives i ’Dobbeltportræt i karvskåren ramme’: ”Tiden var gået fra dem, og de fik ingen omtale, da de selv gik bort, men her er skåret dem et mindesmærke.”

Nogle af novellerne mindede mere om essays eller forstudier end om selvstændige fortællinger, men Martin A. Hansens sans for menneskeligt drama fornægter sig ikke, og de fine naturskildringer vækker de gamle sjællandske landskaber til live igen.

3

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s